byudvikling

Krav til udvikling: Gutterne på Kutterne trækker folk til Thorup Strand

En workshop skal klarlægge, hvordan Thorupstrand skal udvikles 

Kystfiskeriet er en stor del af Thorupstrands DNA, og derfor bør nye tiltag understøtte erhvervet, mener Kirsten Monrad Hansen.
Kystfiskeriet er en stor del af Thorupstrands DNA, og derfor bør nye tiltag understøtte erhvervet, mener Kirsten Monrad Hansen. Arkivfoto: Bo Lehm

THORUPSTRAND: Det er efterhånden kendt for alle, at tv-programmet "Gutterne på Kutterne" har gjort Thorupstrand berømmet over det ganske land og har betydet en stigende interesse for at gæste området. Det er glædeligt, men de stigende antal gæster og turister afstedkommer udfordringer i forhold til blandt andet parkeringspladser og offentlige toiletter, men skaber samtidig et forretningsmæssigt potentiale for områdets virksomheder.

- Én ting er, at "Gutterne på Kutterne" har fået folks øjne op for Thorupstrand, men vi oplever desuden, at mange kommer på grund af områdets autenticitet og naturen, siger Kirsten Monrad Hansen, også kaldet Pipsen, formand for Thorupstrand Beboerforening.

Gutterne på Kutterne har gjort Thorupstrand landskendt, hvilket har betydet et stigende antal gæster og turister. Arkivfoto: Bo Lehm

-  Under Covid-19 oplevede vi mange besøgende, og det medførte, at vi havde perioder, hvor vejene var lukkede af biler, som havde fundet en ledig plads at parkere på. Det skabte trafikale udfordringer, og vi havde blandt andet en situation, hvor en ambulance ikke kunne komme igennem på grund af uheldigt parkerede biler, siger Pipsen. 

Som følge af det stigende antal gæster på grund af de populære gutter, blev der etableret parkeringsplads, og nu er næste skridt at sikre udvikling af landingspladsen. Derfor er lokalsamfundet taget med på råd for at løfte og videreudvikle Thorupstrand som et attraktivt sted at bo, besøge og drive turistvirksomhed fra.

Der er tidligere blevet udarbejdet en udviklingsplan for Slettestrand og Thorupstrand, og nu har Realdania støttet det videre arbejde med 400.000 kroner. Her skal der tænkes i helt konkrete projekter, og derfor afholdes der 2. november en workshop, hvor alle interessenter er inviteret til komme med deres input til, hvordan fremtidens Thorupstrand skal ske ud.

- For os er det afgørende, at det, der bliver lavet, ikke blot henvender sig til turisterne, men er noget, som lokalsamfundet også kan drage nytte af, siger Pipsen.

Fra beboerforeningens side vægter man flere forskellige tiltag. Blandt andet ser foreningen gerne, at der bliver iværksat tiltag som understøtter fiskeriet, da det er hovedattraktionen ved landingspladsen.

- Samtidig vil vi gerne, at der etableres offentlige toiletter, som har åbent hele året rundt, for vi oplever en stigende søgning også uden for sæsonen. Desuden er det vigtigt, at lokale erhvervsdrivende kan tjene penge på det stigende antal gæster, siger Pipsen.

Hun påpeger, at der også er behov for flere overnatningsmuligheder.

- Vi ser mange turister, der efterspørger kortere ophold, og her kunne det være oplagt at tilbyde overnatning i en båd på stranden for at understøtte vores DNA, siger Pipsen.

Formanden nævner endvidere formidling af områdets historie, bedre forhold for strandkiosken, som mangler indendørs siddepladser og en sauna på stranden som konkrete forslag fra beboerforeningens side. 

Arbejdet med udviklingsplanen forventes at løbe frem til januar 2023, hvor den vil blive fremlagt til godkendelse i kommunalbestyrelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden