byudvikling

Lettelse hos vandværk: Drikkevandet er reddet

Aabybro Vand glæder sig over, at politikerne har lyttet til deres bekymring over en potentiel forurening af drikkevandet

Næstformand i Aabybro Vand, Michael Aaby Christensen og formand John Trudslev har været bekymret over, at en del af et planlagt boligområde kommer til at ligge så tæt på drikkevandsboringer. Nu er området øst for Østre Hovensvej pillet ud af lokalplanen.
Næstformand i Aabybro Vand, Michael Aaby Christensen og formand John Trudslev har været bekymret over, at en del af et planlagt boligområde kommer til at ligge så tæt på drikkevandsboringer. Nu er området øst for Østre Hovensvej pillet ud af lokalplanen. Arkivfoto: Lars Pauli

AABYBRO: - Vi er som vandværk rigtig glade for, at der ikke bebygges på området, og vi håber, at der - på sigt - kan blive skov på området, så vi kan sikre drikkevandet i fremtiden.

Sådan siger bestyrelsesformanden for Aabybro Vand, John Trudslev, som reaktion på beslutningen om, at et flertal af politikerne i teknik- og miljøudvalget har besluttet at friholde et område for bebyggelse i en ny lokalplan.

Investorer ønsker at etablere et nyt boligområde ved Østre Hovensvej ved Aabyskoven, og det har skabt bekymring ikke alene hos det lokale vandværk men også hos andre foreninger og borgere. Et lokalplanforslag har været i offentlig høring, og her indkom der 25 indsigelser.

- Indsigelserne har primært handlet om bekymringer for grundvandet - særligt Aabybro Vand har været meget bekymret for konsekvenserne for grundvandet, hvis vi tillader bebyggelse på østsiden af Østre Hovensvej, siger Michael Krogsgaard (V), der er formand for teknik- og miljøudvalget.

Samarbejdsaftale skal respekteres

Fra forvaltningens side var der lagt op til, at der kunne bygges på et 14,2 hektar stort areal, som fordeler sig på øst- og vestsiden af Østre Hovensvej.

Men nu har et udvalgsflertal besluttet, at området øst for Østre Hovensvej ikke skal indgå i lokalplanen.

- Det skyldes, at der foreligger en samarbejdsaftale mellem Jammerbugt Kommune, Aabybro Vand og Naturstyrelsen om, at man i dette område vil lave skovrejsning, siger Michael Krogsgaard.

- Den samarbejdsaftale ønsker vi at respektere, og på den baggrund har vi besluttet at pille området øst for Østre Hovensvej ud af lokalplanen og åbne op for bebyggelse på vestsiden af Østre Hovensvej.

Ingen risiko

Forvaltningen har i sin indstilling lagt vægt på, at arealet i dag anvendes som landbrugsjord, og at "ændringen fra dyrket areal til boligområde vurderes ikke at øge risikoen for forurening af grundvandet".

Det er udvalgsformanden sådan set enig i, men samarbejdsaftalen, som blev indgået mellem Jammerbugt Kommune, Aabybro Vand og Naturstyrelsen i 2019 vejer tungt.

- For mig som politiker er det vigtigt, at der er tillid og tryghed til de beslutninger, der bliver truffet. I dette tilfælde er der en samarbejdsaftale, som burde være kommet frem på et tidligere tidspunkt i processen, og den samarbejdsaftale vælger vi at respektere, fastslår Michael Krogsgaard.

- Aabybro Vand har flyttet deres boringer ud i det område i tiltro til, at det er der, fremtidige boringer skal ligge, og det er med det sigte, at vi har besluttet at respektere den aftale, der er indgået.

Frank Trolle (S) stemte for indstillingen fra forvaltningen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden