Mange tomme butikker i Aalborg: Her er forklaringen
Det springer for tiden i øjnene, når man går en tur gennem Aalborg, at der er mange tomme butikslokaler. Formand for Aalborg Cityforening bekræfter, men tilføjer en vigtig nuance
Opdateret kl. 11:46
AALBORG: På en gåtur gennem Aalborgs midtby ser man flere af dem. På Boulevarden, i Slotsgade, på Nytorv og flere andre steder.
De tomme butikslokaler med et "til leje"-skilt fylder mere i gadebilledet, end de plejer, og det bekræfter City Manager i Aalborg Cityforening, Jes Asmussen.
- De sidste par måneder har der været flere tomme lokaler, end der plejer at være. Det er der selvfølgelig flere grunde til, siger han.
På et givent tidspunkt, hvor der ikke er krise eller corona, vil der normalt være 10-15 tomme lokaler i midtbyen, når det handler om de centrale handelsgader. I øjeblikket er der nogle og tyve, fortæller Jes Asmussen.
Han giver især eftervirkninger fra coronakrise og finanskrise skylden.
De stigende energipriser kan også have haft en effekt.
- Ja, inden for restaurant- og cafébranchen er der nogen, der har valgt at lukke, fordi de ikke kunne tjene penge på det, de laver, siger han.
Men han ser det ikke som et vedblivende fænomen for Aalborg City.
- Jeg ved, at der er noget nyt på vej i tre-fire lokaler, siger han og fortsætter:
- Jeg håber, at der bliver rettet op på det i løbet af foråret og sommeren, så vi kan se en mere normal situation i byens handelsgader.
Gode ting på vej
Aalborg er dog ikke særligt ramt i forhold til andre store danske byer, og Nordjylland har ikke specielt mange tomme erhvervslejemål i forhold til andre regioner. I marts 2023 har Nordjylland en tomgangsprocent på 0,7 procent. Det er lavere end alle andre danske regioner, bortset fra Bornholm.
Tomgangsraten er forholdet mellem det samlede antal ledige, annoncerede erhvervskvadratmeter og den samlede eksisterende bygningsmasse under kategorien erhverv.
I den optælling hører også kontorhoteller, lagerlokaler osv, og derfor kan procenten godt være betydeligt højere for butikslokaler i centrum af Aalborg.
Jes Asmussen mener ikke, at det skader midtbyen, at man har så forholdsvis mange tomme butikker for tiden.
- Hvis hver anden butik stod tom, ville det give et negativt billede af byen, men det er ikke der, vi er. Der er lidt udfordringer på Boulevarden og i Nørregade, men i hovedstrøgene er der ikke flere tomme butikker, end der var før corona. Det er ikke katastrofalt, siger han.
- Vi er ikke i panik. Det har været en hård tid de seneste tre år, men der er gode ting på vej, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.