Nordjyske iværksættere skal repræsentere Danmark ved stor konference i Spanien

Et iværksætterfællesskab på en nedlagt folkeskole på vestkysten har vundet international konkurrence - nu skal de vise, at der er masser af liv i Udkantseuropa

Alexander Bengtsen foran den gamle skole i Vorupør, der danner rammen om Surf & Work. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Alexander Bengtsen foran den gamle skole i Vorupør, der danner rammen om Surf & Work. Foto: Kim Dahl Hansen

VORUPØR:Den 5.-7. september skal iværksætterhuset Surf & Work fra Thy repræsentere Danmark ved den internationale konference ”Startup OLE ’22” i Spanien.

Surf & Work er særlig udvalgt på baggrund af en større konkurrence og har desuden modtaget en pengepræmie på 75.000 danske kroner.

Surf & Work holder til på en lukket folkeskole i Vorupør, hvor to surfere startede projektet op for fem år siden. I løbet af årene er den gamle skole, med hjælp fra lokale kræfter, fondsmidler og efterhånden mange daglige brugere, blevet omdannet til et kontorfællesskab og iværksætterhus, som skaber både aktivitet, økonomisk vækst og - ifølge stifterne - endda bosætning i nærområdet.

Og det er netop den historie, sammenholdt med kontorfællesskabets succes med at skabe grundlag for iværksætteri i den såkaldte udkant af landet, der nu bringer dem til Spanien som repræsentanter for Danmark ved en stor international konference.

Konkurrencen er sat i søen af blandt andet Den Europæiske Kommission for “Agriculture and rural development”.

Sammen med seks andre europæiske repræsentanter blev Surf & Work udvalgt og inviteret til den internationale konference ”Startup OLE ’22” i Salamanca i Spanien, hvor 40.000 deltagere over tre dage skal være med til at identificere og skabe rammer for netop udvikling i områder i Europa, som ellers ikke oplever stor vækst og fremgang.

- Siden vi rykkede ind i den noget tomme folkeskole her i Vorupør, er interessen for stedet samt bosætning i området steget støt. Vi håber på at vores lille case kan bidrage til at andre lignende områder kan blive inspireret, så vi kan få lidt gang i de tit oversete områder af Danmark (og Europa), som har så utrolig meget fantastisk at byde på, så som ren luft og vild natur, siger Alexander Bengtsen, der er medstifter og vicevært hos Surf & Work.

Foruden opgaven som inspiratorer for deltagerne ved ”Startup OLE ’22” har Surf & Work modtaget en pengepræmie på 10.000 euro svarende til knap 75.000 danske kroner. Og pengene er der store planer med i Vorupør.

- Vores nyeste projekt her på skolen i Vorupør går ud på, at vi vil gennemrenovere hele bygningskomplekset og skabe Folkehuset VØ, der skal bidrage til at skabe endnu mere aktivitet, som alle kan tage del i hele året rundt. Det mangler vi. Et sted, hvor alle byens og områdets borgere kan mødes og interagere, også selvom det er januar måned og alle butikker og caféer ellers er sæsonlukket, siger Alexander Bengtsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.