Nye byggegrunde i Østervrå er snart klar til salg
Frederikshavn Kommune udbyder seks nye byggegrunde på Bakkevænget til salg
På årets sidste byrådsmøde i Frederikshavn Kommune blev prisen på seks nye byggegrunde på Bakkevænget i Østervrå fastsat. Byggemodningen i Østervrå blev særligt prioriteret i kommunens budget for 2023, og er klar til salg i begyndelsen af 2024.
- Det er vigtigt, at vi har varer på hylderne og er med til at sikre attraktive boligområder i vores kommune. De nye byggegrunde på Bakkevænget bidrager til at understøtte udviklingen i Østervrå, og vi glæder os over, at der allerede er flere, som har vist interesse for dem, siger borgmester Birgit S. Hansen i en pressemeddelelse fra Frederikshavn Kommune.
De nye grunde udbydes til en mindstepris på 370.000 kroner pr. grund ekskl. tilslutningsbidrag.
Stor interesse for boliggrunde
Frederikshavn Kommune har over flere etaper byggemodnet på Bakkevænget, og foruden de seks nye grunde, er der udstykket 31 grunde, hvoraf de 28 er blevet solgt.
Hvis de nye byggegrunde ikke bliver solgt i udbudsrunden i begyndelsen af 2024, bliver de løbende annonceret til salg til en pris svarende til udbudsprisen.
Østervrå er attraktiv for børnefamilier, der gerne vil bo tæt på skole, børnehave, dagpleje, klub, idrætscenter og kulturhus, og som samtidig ønsker direkte udsigt til åbent landskab.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.