Nu er der sat punktum i fjernvarmesag
Efter et turbulent og langstrakt forløb er der nu sikret den nødvendige tilslutning
Opdateret kl. 10:43
NØRHALNE: Der blev skålet i champagnen, og de helt store smil var fremme, da Niels Ole Nielsen og Bjarne Dahl forleden mødtes foran pylonen ved Nørhalne Forsamlingshus for at fejre, at den nødvendige opbakning til at få fjernvarme fra Aabybro Fjernvarme er sikret.
- Det er en skelsættende og en glædens dag, siger Niels Ole Nielsen fra Nørhalne Borgerforening, som har været primus motor i forhold til at få sikret en fjernvarmeløsning til borgerne i Nørhalne.
Der er da også tale om en milepæl, for der har været mange bump på vejen.
I første omgang skulle borgerne tage stilling til et tilbud fra Aalborg Forsyning, men undervejs opstod der tvivl om, hvorvidt forsyningsselskabet havde lovet at levere fjernvarme til Nørhalne uden opkrævning af et såkaldt kraftvarmetillæg.
Det medførte en vigende tilslutning, og Aalborg Forsyning valgte at trække sig fra projektet, da kampagneperioden udløb 30. april.
I stedet kom Aabybro Fjernvarme på banen med en løsning, og her er det lykkedes at rejse en opbakning på 65 procent - dermed er den påkrævede tilslutning på 60 procent nået.
- Det har været en lang og trang vej, men nu får vi efter alt at dømme fjernvarme til Nørhalne. Det er utroligt positivt, at det, på så kort tid, er lykkedes at sikre så stor en tilslutning, siger Niels Ole Nielsen.
Næste skridt er, at Aabybro Fjernvarme skal i gang med at udarbejde et projektforslag, som kommunalbestyrelsen ventes at godkende efter sommerferien.
Formand Bjarne Dahl glæder sig over, at der nu er sat endelig punktum for et turbulent forløb.
- Vi er på 65 procent og det er rigtig flot - vi var til markedsdag i juni i Nørhalne, og her sagde folk, at de var skeptiske, og derfor har de været lidt tøvende i forhold til, hvilken løsning de skulle vælge. Men mit indtryk er, at de kan se, at vi er reelle - vi har ingen andre intentioner end at levere den bedste og billigste varme, siger han.
Ifølge Bjarne Dahl kan fjernvarmekunderne se frem til en billigere pris, hvis flere melder sig til.
- Den nuværende pris er udregnet ved en opbakning på 60 procent, og det er klart, at prisen falder, hvis der er flere forbrugere til at betale den ekstra omkostning, der er forbundet med at få ført fjernvarmen til Nørhalne, siger han.
- Efter nogle få år er den ekstra omkostning dækket ind, og dermed kan vi sætte prisen ned for borgerne i Nørhalne, og i sidste ende kan de ende på samme fjernvarmepris som borgerne i Aabybro, siger han.
Bjarne Dahl oplyser, at de forbrugere, der har tilkendegivet, at de ønsker en fjernvarmeløsning vil få et besøg i løbet af andet kvartal næste år. Her vil der blive aftalt placering af installation mv.
Går alt planmæssigt vil fjernvarmen rulle i ledningerne til Nørhalne i løbet af efteråret 2024.
For Niels Ole Nielsen har en løsning med fjernvarme været første prioritet. Personligt glæder han sig dog over, at det er Aabybro Fjernvarme, der nu bliver leverandør.
- Personligt er jeg af den opfattelse, at Aabybro Fjernvarme passer meget til Nørhalnes DNA - vi er en by, der er karakteriseret ved foreninger, sammenhold og medbestemmelse, siger han.
- Tilsvarende er Aabybro Fjernvarme et amba, hvor der er mulighed for, at man kan møde op på generalforsamlingen og gøre sin indflydelse gældende - det kunne man ikke, hvis Aalborg Forsyning skulle levere, siger Niels Ole Nielsen, der mener, at der generelt er god grund til at skåle i bobler.
- Vi har fået god gang i købmanden, der er lavet en Masterplan for byen, og nu får vi fjernvarme - det kører bare for Nørhalne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.