Smukt toilet gjorde folk tisse-tossede

Nyskabelse holdt ikke helt, hvad den lovede - og så måtte folk besørge et andet sted

Usædvanlig pæn er den, den nye toiletbygningen med udsigt til fjorden. Men hvis ikke man kan komme ind i den, kan det være lige meget, har lokale oplevet lidt for mange gange. <i>Privatfoto</i>

Usædvanlig pæn er den, den nye toiletbygningen med udsigt til fjorden. Men hvis ikke man kan komme ind i den, kan det være lige meget, har lokale oplevet lidt for mange gange. Privatfoto

HVALPSUND:Fint ser det ud. Og fint skal det også blive. Men folk med trang til at gå på toilettet på Hvalpsund Havn, skal måske holde sig lidt endnu, før de kan være helt sikre på at kunne benytte den flotte nye toiletbygning.

Godt 1,5 million kroner har den kostet. Men så åbner og lukker dørene også automatisk, standard af både bygning og faciliteter er høj, og bygningen er sikret mod oversvømmelse ved at være løftet nogle trin.

Og så kan kommunen via et simkort styre nogle af de vigtigste funktioner på afstand.

Når det ellers virker. Og det har det langt fra gjort hele tiden i de par måneder, bygningen har stået der. Her har skilte fortalt, at toilettet var midlertidigt lukket.

Pludselige toiletgæster

- Vi har oplevet, at der pludselig kommer en del herop, der skal på toilettet. Nogle gange har det været turister, andre gange dagplejere og institutioner, der kommer for at prøve byens nye legeplads. Det får de selvfølgelig lov til, men det var jo meningen, at de skulle bruge den nye toiletbygning, fortæller således Peder Pedersen, indehaver af Hvalpsund Færgekro.

Også Turistinfo-gruppen, der i sommerferieugerne tager sig af byens frivilligt bemandede informationsbod på havnen, har bemærket, at byens toiletmæssige opgradering i perioder har været lukket i dage ad gangen.

- Man skulle nok have ladet den toiletvogn stå, der var sat op, mens arbejdet på bygningen var i gang. Men hvad vi hører, så er der vist ved at være styr på det, fortæller Ole Baadsgaard fra infogruppen.

En træls start

Begge dele kan han få bekræftet hos Hans Ebdrup Kjær, afdelingsleder af Vesthimmerlands Kommunes ejendomscenter:

- I bagklogskabens tegn skulle vi nok have ladet toiletvognen stå længere, i hvert fald en måneds tid. Den nye bygning har fået en træls start, men vi er ved at lave nogle justeringer og mener at vi har styr på det nu, siger afdelingslederen.

Især har det været uheldigt, at en strømafbrydelse fik toilettet til at gå ud af drift i pinse-weekenden. Den trækker mange mennesker til havnen og egnens sommerhuse. Det var her man mest så folk med stamme læber gå på jagt efter alternative toiletløsninger i byen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden