Campingforhandler sigtet for underslæb
Indehaver af lukket camping- firma meldt til politiet i tre sager - i går kom yderligere tre anmeldelser
Indehaveren af det nu lukkede Nordjysk Camping & Fritid i Dronninglund, Mogens Pedersen, har modtaget en sigtelse fra Nordjyllands Politi på i tre tilfælde at have snydt familier for købssummen på de campingvogne, han solgte for dem gennem sit firma. Tirsdag formiddag indgav en gruppe kunder yderligere tre anmeldelser om blandt andet underslæb til nærpolitiet i Dronninglund. Dermed spidser det til for den nu tidligere campingvognssælger. - Nu skriver vi sagerne og lægger dem til den oprindelige sigtelse, og så skal politiets jurister tage stilling til, om der skal rejses tiltale, forklarer landbetjent Ulrik Eriksen fra nærpolitiet i Dronninglund. Det var ham, der tirsdag formiddag tog imod den lille flok kunder, der hver især havde deres egen historie at fortælle sammen med anmeldelsen for underslæb mod Mogens Pedersen. Private mistede store beløb Et af parrene er Annelise og Flemming Hansen fra Gandrup, der mistede de 73.800 kroner, salget af deres campingvogn indbragte. Det viste sig nemlig, at indehaveren af campingvognsforretningen, Mogens Pedersen, selv beholdt pengene, da køberne overførte købssummen til ham, i stedet for at sende dem videre til Annelise og Flemming Hansen. Jørgen Nielsen og hans kone fra Dronninglund har næsten den samme historie at fortælle. Også her undlod campingvognssælgeren at overføre det beløb, han havde fået ind ved salget af deres campingvogn. I deres tilfælde er der tale om godt 40.000 kroner, som ikke blev udbetalt af campingvognssælgeren. En tredje anmelder, Søren Bach fra Agersted, mistede ca. 10.000 kroner på et fortelt, han havde reklameret over hos campingvognssælgeren. Teltet blev sendt ind til reparation, men aldrig returneret. Hos Nordjyllands Politi har økonomisk efterforsker Poul Kristiansen gennem et stykke tid arbejdet på sagen mod campingvognsælgeren. Tre familier har mistet langt over 200.000 kroner i handeler med den samme sælger, og det er ifølge Poul Kristiansen samme fremgangsmåde, der er benyttet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.