Carmen elskes stadig højt
Ny sæson startet med transmissioner fra The Metropolitan
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:26
BRØNDERSLEV: 17operaelskere trodsede lørdag aften stormen og gik til opera i BASaren.
Chancerne for at BAS nogen sinde får råd til at sætte Bizets ”Carmen” op i Brønderslev med den georgiske sopran og verdensstjerne, Anita Rachvelishvili i hovedrollen, er desværre nok til at overse, så publikum måtte nøjes med en transmission fra operahuset ”The Metropolitan” i New York.
- Når man ikke selv kan være der, er transmissionen det næstbedste, siger Kirsten Bangsø fra BAS.
Højeste kvalitet
Og, nej, man kan bestemt ikke ligeså godt se forestillingen på youtube, fastslår hun på det bestemteste.
- Vi har det store lærred og HD-kvaliteten. Lydkvaliteten er også meget bedre, og så ved man jo, at det er verdensstjerner i alle rollerne. De kan alle sammen synge, og scenografien er også enormt flot, fortsætter hun.
The Metropolitan er verdensberømt for sine direkte radiotransmissioner, der startede allerede i 1931. Det er derimod ret nyt med tv-transmissioner. Både på verdensplan og hos BAS, hvor Kirsten Bangsø og hendes mand, Finn Verner Jensen, står for arrangementerne.
- Vi har gået til opera, når vi har været rundt i verden. Så kom det her for tre-fire år siden, og så skulle vi da også have det i BAS, når min mand gik på pension, fortæller Kirsten Bangsø.
Som sagt, så gjort, og opera i BAS er nu gået ind i sin anden sæson.
Flere gæster ønskes
- Det er meget forskelligt, hvor mange, der kommer. I første sæson har der været mellem 8 og 24 gæster til transmissionerne. Der skulle gerne komme lidt flere i denne sæson, siger Kirsten Bangsø.
Hun vurderer, at billetsalget indtil nu fordeler sig på 40-50 forskellige ansigter.
Lørdag var første gang der var opera om aftenen i BAS. Det plejer at være søndag formiddag, men denne gang skulle det i anledning af nytåret forsøges med en aftenforestilling for at gøre det ekstra festligt med oste- og pølsebord i pausen.
- Vi ved at i hvert fald et par stykker valgte at blive hjemme pga. blæsten. Det er ærgerligt, når det er et forsøg, men 17 fremmødte er ikke helt galt, bemærker Kirsten Bangsø.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.