Chartertrafikken stiger fortsat

Men februar bød ikke på nogen rekorder i Aalborg Lufthavn

Chartertrafikken steg med over 10 procent i februar.Arkivfoto

Chartertrafikken steg med over 10 procent i februar.Arkivfoto

AALBORG:For en gangs skyld kan Aalborg Lufthavn ikke melde om rekord i sin månedlige opgørelse af trafikken.

I forhold til februar 2016 gik passagertallet i februar i år nemlig ned med 2,3 procent til 106.408 passagerer.

Det betyder dog ikke, at lufthavnen ikke kan melde om fremgang.

Indenrigstrafikken gik nemlig frem for 16. måned i træk, denne gang med 4,6 procent til 67.693 passagerer på ruterne mellem Aalborg og København.

Chartertrafikken steg også, nærmere bestemt med 10,2 procent, idet 16.198 passagerer fløj til eller fra lufthavnen i februar i år.

Udenrigstrafikken gik tilbage med 23,5 procent til 22.517 passagerer - først og fremmest fordi både Lufthansa og Turkish Airlines sidste år lukkede deres ruter til henholdsvis Frankfurt og Istanbul.

Men der er udsigt til bedre tider i løbet af året.

KLM indsatte søndag 19. februar en fjerde daglig afgang til Amsterdam fem uger tidligere end først planlagt, Norwegian øger fra sidst i marts fra to til tre ugentlige returflyvninger mellem Aalborg og London, og til efteråret begynder Ryanair at flyve tre gange ugentligt, ligeledes til London.

- På udenrigsområdet går vi en spændende tid i møde. Udover de allerede nævnte nyheder ser vi meget frem til 26. marts, hvor SAS åbner en rute til Oslo med fem afgange om ugen, og lige så mange retur, til glæde for såvel erhvervslivet som turismen, siger direktør Søren Svendsen fra lufthavnen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.