Charterturister i Tyrkiet fik advarsel via SMS
Situationen i ferieby atter fredelig efter urolig søndag
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:44
TYRKIET: Charterturister fra blandt andet Nordjylland fik søndag aften en advarsels-SMS fra rejseselskabet Star Tour, efter en demonstration i den populære ferieby Alanya udviklede sig voldsomt.
- Via SMS informerede vi vore kunder om, at der var uro ved havneområdet i Alanya, og vi anbefalede derfor, at de holdt sig væk, oplyser informationschef Mathias Bergendahl fra Star Tour.
Han betragter urolighederne i den populære tyrkiske ferieby som et enkeltstående tilfælde.
Derfor har Star Tour ikke fundet anledning til at advare selskabets ca. 1000 danske charterturister i Alanya yderligere.
- Der er fredeligt nu, siger informationschefen.
Uroen i Alanya startede søndag ved 20-tiden og var ebbet ud ved midnatstid.
Netop på det tidspunkt var der udskiftning blandt charterturister, som rejste med det nordjyske selskab SunCharter, så ingen af dem oplevede uroen, oplyser selskabets direktør Søren Kjellerup.
- Vi informerede det nye hold, som kom derned søndag aften, fortæller han.
Også han beretter, at der igen er fredeligt på feriedestinationen.
Star Tour og SunCharter, der begge flyver charterturister fra Aalborg til Alanya, vil underrette kunderne, hvis det bliver nødvendigt.
Udenrigsministeriets rejsevejledning vedrørende Tyrkiet er senest ændret 7. august.
Heri står, at ”rejser og ophold inden for en radius af 10 kilometer fra Tyrkiets grænse til Irak (... ) frarådes. Sikkerhedsniveauet for det øvrige Tyrkiet er uændret.”
Alanya ligger flere hundreder kilometer fra Tyrkiets grænser mod Irak og Syrien.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.