Færdselsforseelser

Chauffører mister kørekortet

En lovændring betyder, at flere nordjyske chauffører med epilepsi er blevet frataget deres store kørekort, selvom de er i medicinsk behandling

Arkivfoto: Henrik Bo
Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG: En række nordjyske lasvognschauffører med epilepsi står nu til at miste deres kørekort. Justitsministeriet har nemlig tolket et direktiv fra EU sådan, at man ikke kan få fornyet sit store kørekort (gruppe 2 kørekortet), hvis man lider af epilepsi.

Justitsministeriet gør dermed op med mange års praksis, hvor lastbilchauffører med epilepsi har kunnet få deres kørekort fornyet, hvis de har kunnet fremvise en lægeerklæring om, at de var fri for anfald, og at de tog deres medicin som foreskrevet.

Den ordning er nu død. Fremover kan chauffører som udgangspunkt kun få tilkendt stort kørekort, hvis de i 10 år har været både anfalds- og medicinfri.

Forkert tolkning af reglerne

Det er en alt for stram tolkning af EU-direktivet, mener chaufførernes fagforening 3F Aalborg, der nu har klaget over Justitsministeriet til Folketingets ombudsmand.

Kernen i striden er punkt 5 i direktivets præambel, hvor der står:

”Dette direktiv bør ikke berøre en eksisterende førerret, der er tildelt eller erhvervet inden direktivets anvendelsesdato.”

Den sidste dato refererer til 1. januar 2012, da direktivet trådte i kraft.

3F Aalborg tolket dette sådan, at de nye regler generelt ikke skal gælde for chauffører, der havde stort kørekort før 2012.

Det afviser Justitsministeriet, som fastholder, at når der er tale om fornyelse af kørekort, så skal alle chauffører overholde de nye helbredskrav - uanset hvornår de første gang erhvervede deres kørekort.

Chaufførerne skal forny deres kørekort én gang om året.

Kampen fortsætter

Diskussionen har tidligere været oppe i Folketinget, uden at ministeriet har ændret praksis. Men det får ikke 3F Aalborg til at opgive kampen.

- Man kan jo ikke lovgive med tilbagevirkende kraft. Som vi læser punkt 5, så er vores medlemmer, hvoraf mange har kørt lastvogn i over 10 år, berettiget til en fornyelse. Det er jo folks forsørgelsesgrundlag, de tager fra dem, og derfor er vi også gået til ombudsmanden, siger Arne Nielsen, gruppeformand for 3F i Aalborg.

Selv om epileptikere nu ikke længere kan få stort kørekort, så må de fortsat gerne køre almindelig personbil, hvis de er medicinerede og har været anfaldsfri i ét år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden