Chefredaktør vil koncentrere sig om journalistikken

NORDJYSKE Medier skal have ny administrerende direktør. Per Lyngby ønsker at være 100 procent ansvarshavende chefredaktør og fortsætter i direktionen

Per Lyngby ønsker i fremtiden at fokusere på opgaven som ansvarshavende chefredaktør. Derfor har han opfordret til at dele stillingen som administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør i to. Arkivfoto: Lars Pauli

Per Lyngby ønsker i fremtiden at fokusere på opgaven som ansvarshavende chefredaktør. Derfor har han opfordret til at dele stillingen som administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør i to. Arkivfoto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:I de kommende måneder rekrutteres og ansættes der i NORDJYSKE Medier A/S en ny administrerende direktør, som får reference til bestyrelsen, ligesom ansvarshavende chefredaktør Per Lyngby fortsat får det.

Den administrerende direktør er ansvarlig for at koordinere og lede hele virksomheden med undtagelse af journalistik og indhold på redaktionen, som fortsat ledes af Per Lyngby.

Baggrunden er, at Per Lyngby siden 2016 har ønsket i fremtiden at fungere som ansvarshavende chefredaktør med fokus på publicistisk fornyelse og redaktionel udvikling. Derfor har han opfordret til at dele stillingen som administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør i to.

Det er lige fra starten blevet støttet af driftsbestyrelsen i NORDJYSKE Medier og af ejerbestyrelsen i NORDJYSKE Holding, og nu sættes søgeprocessen efter en administrerende direktør i gang.

Delingen af ledelsen i to er naturlig, idet den ansvarshavende chefredaktør i tråd med medieansvarsloven er ansvarlig for indholdet i NORDJYSKE Medier, hvad enten det er redaktionelt eller kommercielt. Det er ikke ejere, bestyrelser eller direktion, der har ansvar for indholdet.

Per Lyngby glæder sig til fuldt og helt at arbejde med den redaktionelle udvikling, og han ser frem til samarbejdet med den kommende administrerende direktør.

- Jeg er meget tilfreds med de 20 år som dobbeltchef for NORDJYSKE Medier, og jeg takker alle medarbejdere for en fantastisk indsats og opbakning i den odyssé, vi har været på, og som vi nu forstærker og forlænger. Alt afhænger af redaktionel udvikling, som er forudsætningen for økonomisk bæredygtige medier, der varetager nordjydernes behov bedst muligt, siger Per Lyngby.

Bestyrelsesformand Jørgen Kjær Jacobsen står på vegne af NORDJYSKE Medier og NORDJYSKE Holding i spidsen for ansættelsen af den administrerende direktør.

- Opgaven er spændende og rigtig, Vi får med Per Lyngby som fuldtids og fuldblods chefredaktør en stærk publicistisk innovation med udvikling af nye medier og forretningsmodeller. Samtidig får vi en ny administrerende direktør med kommercielt ansvar, og det er en god, offensiv løsning for virksomheden siger Jørgen Kjær Jacobsen.

Per Lyngby er civiløkonom (HA) fra Aalborg Universitet samt journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.

Om få måneder offentliggøres det, hvem den nye administrerende direktør er. Opgaven er lagt i hænderne på rekrutteringsbureauet Unique Human Capital.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.