Litteratur

Computersnak tilsat humor

Flemming Jensen gæstede Jerslev

Flemming Jensen satte sig efter sit oplæg til computeren sammen med Bodil Larsen og Annelise Andersen. Foto: Kurt Bering
Flemming Jensen satte sig efter sit oplæg til computeren sammen med Bodil Larsen og Annelise Andersen. Foto: Kurt Bering

JERSLEV: Der blev grinet meget og mange gange, da forfatter Flemming Jensen i går gæstede Borgen i Jerslev for at fortælle om sit forhold til computere og internet. Han er ambassadør for det landsdækkende initiativ, seniorsurf, og cirka 50 tilhørere i den modne alder var mødt frem.

Flemming Jensen fortalte om ting, som nettet er rigtigt smart til, krydret med anekdoter fra hans eget liv om episoder, hvor computeren ikke har været så velvillig.

For eksempel fortalte han om engang, hvor han kom til at slette 21 afsnit af en radiojulekalender, fordi han ville strække sig og kom til at sparke til computeren med foden.

Behøver ikke at forstå

Hans egen tilgang til den moderne teknik er, at han er glad for at bruge det - og han var tidligt med på bølgen.

- Nissebanden på Grønland er skrevet på en Commodore 128. Jeg syntes, den var fantastisk, husker han.

I dag er han primært forfatter og bruger en computer som arbejdsredskab.

- Jeg har brugt skrivemaskine i mange år, men da computeren kom, syntes jeg den var fantastisk.

Han lagde vægt på, at man slet ikke behøver at forstå, hvordan computeren i grunden virker.

- Hvis man er lidt nervøs, så tror jeg, man skal lade være med at forstå. For det kan i virkeligheden ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke forstå, at et billede kan flyve igennem luften, men derfor lader jeg ikke være med at se fjernsyn. Hvad er internettet? Jeg ved det ikke, jeg har aldrig set det, illustrerede han og kom frem til en række ting, man kan bruge computeren og nettet til uden at behøve at vide, hvordan det virker.

For eksempel at bestille og printe biografbilletter, at bestille rejser og se på rejsetilbud og at læse med en e-bogslæser.

- Her kan man også selv bestemme skriftstørrelsen, fremhævede han.

Han fortalte også om, hvordan han bruger nettet til at være i kontakt med sine børn og børnebørn, som bor i hele landet, og til at arbejde sammen med folk, der befinder sig i andre lande.

Han kom også ind på, at det engelske kan være en barriere, men:

- Der er ikke så mange udtryk, og man lærer dem hurtigt.

Efterfølgende gik flokken ind i Borgens datastue, og Flemming Jensen satte sig til skærmen sammen med Bodil Larsen og Annelise Andersen. Sammen søgte de på nogle emneord og så billeder, alt sammen i god stemning tilsat glade grin.

- Det har været hyggeligt, sagde Bodil Larsen bagefter.

Også Annelise Andersen nød det. Hun er i forvejen vant til at bruge computeren til nogle konkrete ting i hverdagen.

- Jeg bruger den til NemID og mails - jeg mailer meget med nogle venner, jeg har i England. Jeg gemmer også billeder og googler, fortalte hun.

Annalise Andersen og Bodil Larsen blev efter Flemming Jensens afsked siddende ved computeren og så på nogle ting på nettet.

Der er flere steder i kommunen værksteder, hvor man kan få hjælp til at lære nye ting på nettet, ligesom der også er hjælp at hente på bibliotekerne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden