Corona rykker vestpå - jyske byer har den højeste smitte
Kommuner, der hidtil har været hårdest ramt af smitte med corona, er nu blandt dem med de laveste smittetryk.
Mens København og vestegnskommunerne under epidemien har været nogle af dem, som har været hårdest ramt af coronasmitte, så ser det billede ud til at være vendt.
En oversigt over de såkaldte incidenstal hos Statens Serum Institut (SSI) viser nemlig, at mens smitten falder i hovedstadsområdet, så stiger den i den vestlige del af Danmark.
Således er flere jyske kommuner i disse dage blandt dem, som har det højeste antal smittede per 100.000 indbyggere.
Omvendt har København, Albertslund og Brøndby nogle af de laveste.
Viggo Andreasen, der er lektor ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi, siger, at tallene viser tegn på, at coronavirus vil sprede sig mere i Vestdanmark og falde yderligere i Østdanmark.
- Den (smitten, red.) spreder sig fra København og vestpå. I københavnsområdet er den ved at falde, fordi der er så mange, som er immune. Så epidemien er ved at dø ud.
Det er de seneste to måneders voldsomme smittespredning, efter at coronavarianten omikron er kommet til Danmark, som har muliggjort en form for befolkningsimmunitet i dele af landet.
Over en million personer er testet positive for corona, siden variantens indtog. Det betyder, at størstedelen af de coronatilfælde, der i alt er konstateret under den to år lange epidemi, er sket de seneste måneder.
Viggo Andreasen siger, at smitten med omikronvarianten har spredt sig i sådan en fart, at man kan tale om en "omikronepidemi".
- Man skal huske på, at den epidemi, vi er i - omikronepidemien - begyndte omkring juletid. De forrige smittebølger, vi har haft, har aldrig været så store, at de for alvor har givet rigtig mange af os immunitet.
- De har været så store, at man kunne se det på dødstal og indlæggelsestal. Men vi har hele tiden undertrykt epidemien, så vi aldrig er nået til det punkt, hvor der er så meget immunitet i befolkningen, at det virkelig tæller.
Kigger man på de kommuner, hvor smitten er mest udbredt i øjeblikket, så er det Ikast-Brande Kommune i Midtjylland, der søndag ligger i top.
Her er der de seneste syv dage konstateret coronasmitte hos 2626 personer. Det svarer til, at der er registreret 6283 smittede per 100.000 indbyggere.
Dernæst ligger Skanderborg Kommune med 6249 smittede per 100.000 indbyggere over syv dage.
Længere nede følger Rebild, Brønderslev, Silkeborg og Herning.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.