Coronasmittede partnere må gerne være med til fødsel
Sundhedsstyrelsen slår fast over for landets regioner, at smittede partnere gerne må være med ved fødsler.
Coronasmittede partnere må gerne være med til fødslen. Det slår Sundhedsstyrelsen fast over for DR.
Regionerne har hidtil haft forskellige regler. Nogle regioner har ikke tilladt smittede partnere at komme med til fødslen, mens andre regioner har tilladt det.
Sundhedsstyrelsen vil nu komme med retningslinjer, der skal gælde i hele landet. I den vil det lyde, at smittede partnere som udgangspunkt skal have lov til at komme med ind på fødegangen.
Det siger Bolette Søborg, enhedschef og overlæge i Sundhedsstyrelsen.
Det er en ekspertgruppe, der har været med til at rådgive om de opdaterede retningslinjer.
- Der var konsensus i ekspertgruppen om, at det er en særlig begivenhed at føde. Derfor er det væsentligt, at man som partner i videst mulige omfang får lov til at deltage, siger Bolette Søborg.
Hun fortæller, at de nye retningslinjer vil være gældende fra den kommende uge. Der vil være mulighed for enkelte undtagelser, men de er ikke specificeret i retningslinjerne.
Det kan være omstændigheder på det enkelte sygehus eller region, der gør, at man undviger fra partneres mulighed for at deltage i fødslen.
Det var henvendelser fra borgere, der i første omgang gjorde styrelsen opmærksom på, at regionerne havde forskellige måder at gøre det på.
Region Hovedstaden, Region Nordjylland og Region Syddanmark tillader i øjeblikket ikke coronasmittede partnere at komme med ind til fødslen, skriver DR.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.