Coronasmitten på plejehjem stiger til det højeste niveau
Sidste uge var der rekordmange positive coronaprøver på plejehjemmene, viser tal. Men færre dør end tidligere.
Antallet af coronatilfælde på landets plejehjem stiger til et rekordhøjt niveau.
I sidste uge - uge 52 - blev der registreret 596 tilfælde blandt beboere, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er mere end dobbelt så mange som i uge 51 og det højeste på en uge. Det hidtil højeste var i uge 53 i 2020, hvor 473 beboere blev testet positiv.
Her blev der dog kun foretaget knap 11.300 coronatest. I sidste uge er der lavet næsten 21.000 test.
Selv om der er flere bekræftede coronatilfælde, er der dog ikke nær så mange, som dør med covid-19 på plejehjemmene.
I sidste uge var der 12 dødsfald blandt bekræftede coronatilfælde. I uge 53 i 2020 afgik 87 smittede ved døden.
Antallet af dødsfald blandt smittede på plejehjem toppede to uger efter - i uge 2 i 2021, hvor 110 døde med covid-19.
I alt er der registreret 1056 coronadødsfald på plejehjemmene. Det er cirka en tredjedel af de samlede døde med corona i Danmark.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.