Cykelryttere på langfart
90 Cykelryttere startede fredag morgen med udsigt til en weekend med 1200 km på cyklen
FREDERIKSHAVN: 1200 km på cykel. På maksimalt 90 timer. Fra Frederikshavn og Sæby ned gennem Jylland, over Fyn og Sjælland, videre fra Helsingør til Sverige og Norge for til sidst at trille over målstregen i norske Kristiansand.
Det er - alt imens du sidder tilbagelænet og læser denne artikel - weekendprogrammet for 90 cykelentusiaster fra hele Europa plus enkelte fra USA og Canada.
Torsdag mødtes de på Danhostel Frederikshavn og Danhostel Sæby, og fredag morgen klokken 06:00 startede så ”Super Brevét Scandinavia”, som er navnet på det fællesnordiske langdistancecykelløb.
Paris-Brest-Paris
- Vi arrangerer det hvert fjerde år, og løbet køres efter de samme regler som det legendariske Paris-Brest-Paris, fortæller Jan Burchardt fra Holte.
Han er 56 år og formand for ARD-Audax Randonneurs Danemark, den danske afdeling af et verdensomspændende fænomen, med udspring i Frankrig, som giver sig af med langdistance motionscykelløb. Derfor det lidt fremmedartede navn.
”Brevét” er fransk og betyder ”diplom” eller ”prøve”.
Hjælper hinanden
- Vi kører ikke mod hinanden men mod os selv. Det betyder, at løbene bliver meget anderledes end traditionelle cykelløb. Vi finder hurtigt sammen med ryttere, der er jævnbyrdige, og så hjælper vi hinanden og udvikler et godt kammeratskab, fortæller Jan Burchardt. Der selv kører på en helt speciel liggecykel med høj komfort.
- Det er ikke så hårdt ved skulder, nakke og bagdelen som en almindelig racercykel, og der er lav vindmodstand. Til gengæld er den svær at træde, når det går opad, siger Jan Burchardt.
Velomobil fra Elling
Med på turen er også Søren Müller fra Elling, der også cykler velomobil.
Søren Müller har varmet op med en lille Europa-tour på 3200 km.
Deltagerne i Super Brevét Scandinavia skal gennemføre inden for tidsgrænsen på 90 timer. Det vil sige, inden mandag bliver til tirsdag.
Løbet har i år 20 års jubilæum, og det er 6. udgave af det fællesnordiske cykelløb.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.