Lokalpolitik

- Cykelsti på den forkerte side

Ny cykelsti langs Solsbækvej ved Sæby ligger helt forkert, siger byrådsmedlem og Sæbys turistchef.

I dag løber et hjulspor forbi shelteret i Professorens Plantage. Det burde være en cykelsti, siger turistchef Inger Grund, men cykelstien er nu placeret på vestsiden af Solsbækvej. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
I dag løber et hjulspor forbi shelteret i Professorens Plantage. Det burde være en cykelsti, siger turistchef Inger Grund, men cykelstien er nu placeret på vestsiden af Solsbækvej. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Kommunen forpasser en enestående chance til at lave en attraktiv cykelsti gennem et rekreativt område langs Solsbækvej. Det siger byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen (S), der ikke fatter, hvorfor man har påbegyndt cykelstien, der skal gå mellem Sæby og Voerså, på vestsiden af Solsbækvej. Det er helt galt, både af trafiksikkerhedsmæssige årsager og med henblik på at gøre cykelstien attraktiv for flest muligt, mener Jens Hedegaard. Skal krydse vejen - Alle andre steder i landet anlægger man cykelstier på "vandsiden", så man får adgangen til naturen og de rastepladser, der er der allerede. Det er lige efter bogen. Samtidig ville man undgå, at cyklisterne skal krydse vejen, når de skal til stranden eller til det store sommerhusområde, der ligger på østsiden af vejen. Det er ikke mindst vigtigt med en dobbeltrettet cykelsti, siger Jens Hedegaard. Han køber ikke argumentet med, at det er på grund af fredede områder, det har været nødvendigt at anlægge stien "på den forkerte side af Solsbækvej". - Alle andre steder har man fået tilladelse til at anlægge cykelstier kystnært, så den holder ikke, siger Hedegaard. Turistchef undrer sig Sæbys turistchef, Inger Grund Pedersen, ærgrer sig også: - Det kom som noget af en overraskelse for os, da vi så, hvor de har placeret den første del af stien. Vi har anbefalet og hele tiden troet, at cykelstien skulle gå på østsiden ud mod vandet, så turister og andre kunne få en enestående cykeltur gennem Professorens Plantage, siger turistchefen. Ekspropriation Placeringen på vestsiden giver problemer med lodsejerne. Onsdag besluttede økonomiudvalget at ekspropriere et 1392 kvm. stort areal hos en lodsejer, der ikke frivilligt vil indgå aftale om at afstå jord til en del af anden etape af cykelstien. Lodsejerens advokat mener, at kommunen tilsidesætter god forvaltningsskik ved at vedtage en lille etape af et større cykelsti-projekt uden at lægge klart frem for de involverede ejendomsejere længere ude af Solsbækvej, at der reelt er tale om vedtagelse af et samlet stianlæg. Fastholdes planen, kræver lodsejerne erstatning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden