Tyveri

Cykeltyv tjente millioner: Stjal elevernes cykler fra nordjyske efterskoler

Polak ernærede sig næsten otte måneder udelukkende af at stjæle cykler fra jyske efterskoler

Arkivfoto: Torben Hansen
Arkivfoto: Torben Hansen Torben Hansen

Opdateret kl. 15:55

HJØRRING: Den 31-årige polske statsborger Patryk Sebastian Urbanowicz er ved Retten i Hjørring blevet idømt to år og seks måneders fængsel. Samtidig blev den polske mand udvist for bestandigt for tyverier af cykler fra jyske efterskoler - heraf to i Nordjylland nemlig Han Herreds Efterskole og Farsø Efterskole. Tyverierne har fundet sted fra februar 2017 til oktober 2017.

Ved de i alt 49 tyverier beløb værdien af cyklerne sig ifølge anklageskriftet til cirka tre en halv million kroner.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Bjørn Fogh.

Han var i sin procedure gået efter fængsel i fire år. Men da retten vurderede værdien af de mange stjålne cykler til to millioner kroner blev straffen nærmest tilsvarende mindre.

- I betragtning af, at retten nedskriver værdien af de stjålne cykler til de to millioner, og at han ikke har begået indbrud i beboelser, men udelukkende fra cykelskure, så synes jeg faktisk, at straffen er meget passende - herunder også, at manden blev udvist for bestandig, når dommen er afsonet, siger Bjørn Fogh.

Dyre racercykler

Den 31-årige polak havde boet i Danmark et års tid, hvor han havde arbejdet som håndværker. I retten forklarede han, at han havde mistet sit arbejde, og at han derefter var begyndt at handle med cykler, som han eksporterede fra Danmark til Polen.

Han erkendte 20 af de 49 cykeltyverier, men nægtede sig skyldig i de resterende 29 forhold i anklageskriftet. Han blev af retten frifundet for fire af de i alt 49 forhold, men altså dømt for 45 tyverier. Der var fortrinsvis tale om dyre racercykler eller mountainbikes, som han nøje udvalgte på gerningsstederne. Der har både været tale om cykler ejet af eleverne og cykler, som f.eks. idrætsefterskolerne har brugt i deres aktiviteter.

Retten fandt det bevist, at der var tale om en meget organiseret velplanlagt form for cykeltyverier med fortjeneste for øje. Retten lagde også vægt på, at manden ikke var kommet til Danmark blot for at begå kriminalitet, men at tyverierne først var begyndt, da manden mistede sit ærlige arbejde.

Anholdt i Nordjylland

Han blev set mandag 16. oktober på Han Herreds Efterskole i gang med at klippe cykler fri af deres kædelåse med en boltsaks. Cyklerne blev smidt i en varebil. Senere samme morgen indløb der så en anmeldelse fra efterskolen i Farsø om et lignende tyveri.

Polakken blev derefter anholdt af politiet ved Hobro på vej sydover med de mange stjålne cykler i varebilen.

Siden har efterforskningen så gjort, at tiltalerne mod den 31-årige mand, der oprindeligt var bosat på Sjælland, er blevet udvidet til de i alt 49 tyverier udelukkende fra jyske efterskoler.

Da han blev stoppet i Hobro havde den 31-årige yderligere tre adresser i sin bil.

- Da politiet så begyndte at grave i de adresser kunne de se, at det var efterskoler, der også havde haft tyverier af cykler. På hans telefon fandt vi desuden 1.500 billeder af forskellige cykler. Det har været et vægtigt bevis, at vi har kunnet knytte ham til et gerningssted, og så har eleverne på efterskolerne kunnet genkende deres cykler, forklarer Bjørn Fogh.

Et bierhverv

Politiet har kunnet konstatere, at når der havde været et tyveri af cykler et sted, så kunne man dagen eller to dage efter se, at der var et billede af de stjålne cykler på mandens telefon.

- Manden forklarede i retten, at han havde et bierhverv som cykelhandler. Han købte brugte cykler og solgte dem videre til Polen, men det fik vi modbevist, siger Bjørn Fogh.

Den 31-årige har selv kørt cyklerne til Polen, og han havde ifølge anklageren fabrikeret falske fakturaer, som skulle bruges i tilfælde af, at han blev stoppet af politiet. Under efterforskningen fandt politiet også en korrespondance, hvoraf det fremgik, at manden havde en mere eller mindre fast aftager af de stjålne cykler i Polen. Manden tog billeder af cyklerne, sendte dem til aftageren og så blev en pris aftalt, før den 31-årige tog turen til Polen med en ladning stjålne cykler.

Der blev ved dommen også nedlagt påstand om erstatning i nogle af sagerne, mens andre blev henvist til civilt søgsmål.

Den 31-årige har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen 16, oktober sidste år. Han modtog dommen og blev sendt direkte til afsoning af den resterende del af dommen. s

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden