Mariagerfjord

Cyklister skal over ny bro af træ ved å

Bro over Haslevgårds Å pynter i landskabet og leder cyklister på vej

Cyklisterne skal på strækningen mellem Als og Øster Hurup passere den smukke træbro over Haslevgårds Å. Foto: Ejlif Rasmussen
Cyklisterne skal på strækningen mellem Als og Øster Hurup passere den smukke træbro over Haslevgårds Å. Foto: Ejlif Rasmussen Ejlif Rasmussen

Ø.HURUP: Arbejdet med at bygge en cykelsti mellem Als og Øster Hurup skrider planmæssigt frem, og når ferietrafikken sætter ind, vil bløde og hårde trafikanter være skilt ad på strækningen.

Modsat cykelstien mellem Hadsund og Als, der blev etableret for cirka et år siden, er der synsmæssigt gjort mere ud af broarbejdet over Haslevgårds Å end over de to vandløb, der krydser Als-vejen mellem Als og Hadsund.

Broen over Haslevgårds Å er netop blevet stillet op. Der er tale om en buet bro udført i træ, der skiller sig ud, men også pynter i landskabet.

Cyklister, der tager turen helt fra Hadsund til Øster Hurup, vil passere tre broer.

Først broen over Korup å umiddelbart øst for frakørselsvejen til Skelund, og nogle få kilometer efter før Buddum en mindre over bækken ved Brohusvej og endelig broen mellem Als og Øster Hurup.

Den sidste del af strækningen, der arbejdes med nu, er fem-seks kilometer lang.

Den tilsluttes den eksisterende sti ved Bondes Bakker og bliver de første 2,6 kilometer dobbeltrettet. På den sidste del af strækningen ind mod Øster Hurup by bliver den på cirka 400 meter enkeltrettet.

Ved træbroen over Haslevgårds Å etableres en cykelrasteplads med borde og bænke, og her opstilles også en cykelpumpe med trykluft, så man undgår brug af armkræfter.

Broen over åen er meget lig den, der for år tilbage blev bygget over samme å ved den Gamle Landevej.

Der er afsat i alt 8,3 mio. kroner til arbejdet med den sidste del af cykelstien til Øster Hurup. Vejdirektoratet støtter med 3,3 mio. kroner.

Cyklisterne, der nogle måneder endnu må dele asfalt med bilisterne, bliver på strækningen mindet om, at de kan glæde sig til sommeren.

Der er nord for Als opstillet et stort informationsskilt, der fortæller om det igangsatte arbejde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden