Da Bambi blev en plage
Udsætning af 70 dådyr skaber vrede på Østkysten. Dyrene æder træer og planter og ingen vil tage ansvaret

Galleri - Tryk og se alle billederne.
LYNGSÅ/VOERSÅ:En udsætning af 70 dådyr på Østkysten mellem Asaa og Lyngså skaber store problemer og vrede blandt beboerne.
Dådyrene, der kommer fra en hjortefarm, opfører sig ikke som vilde dyr, der sædvanligvis er sky og holder sig væk fra mennesker.
Tværtimod. Dådyrene her går ikke af vejen for - ofte i store grupper på 20-30 dyr - at trænge ind i folks haver for at søge føde.
Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende mandag.
Kirkegården i Lyngså er ligeledes blevet et eftertragtet spisekammer for de sultne dådyr. Derfor er der store hvide plasticposer på træerne i et forsøg på at skræmme dådyrene.
En af de hårdest plagede beboere er Birger Pedersen, der bor på Østkystvejen syd for Voerså. Han driver en mindre planteskole med salg af juletræer og frugttræer, men det har dådyrene sat en stopper for.
- De er tamme som geder, og der er ikke til at jage væk. Forleden stod der en flok på 27 dådyr i min have. De har ødelagt alle mine frugttræer, gnavet toppen af 100 juletræer og spist mine blomster, fortæller en frustreret Birger Pedersen.
Familiens hund jager undertiden dådyrene ud af haven - og ud på Østkystvejen, og Birger Pedersen frygter, at det ender med en trafikulykke.
Ingen at sende regningen til
Sagen er havnet i ”et juridisk ingenmandsland”.
- Problemet er, at ingen vil tage ansvaret for dyrenes skader. Havde det været kreaturer, kunne vi rejse erstatningskrav over for ejeren, men udsætningen betragtes som ”vilde dyr”. Ingen vil tage ansvaret, siger Birger Pedersen.
Det bekræfter vildkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen, der har givet tilladelse til udsætningen.
- Når dyrene er lukket ud af hegnet, har de samme ejer som haren, solsorten og rådyrene. Og det er selvfølgelig trælst, at der ikke er nogen erstatning at hente, siger Ivar Høst, der er overrasket over det besvær, dyrene har medført.
- Det havde vi ikke forestillet os, men dyrene har gået for længe under hegn og været vant til menneskehænder. Nu forsøger vi at give dådyrene en mere naturlig adfærd med forskellige vildtskræmmemidler. Og skal vi skyde nogle af førerdåerne, ja, så er det, det vi gør, selv om det er drastisk, siger vildkonsulenten.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.