Da Tobias blev syg, tog klub og venner affære: - Vi er evigt taknemmelige

NORDJYLLAND:"Vi skal ikke hjem, vi skal videre".

Da Tobias døde af leukæmi som 22-årig, havde han været med til at arrangere sin egen begravelse - og netop den sætning havde han et ønske om skulle stå på gravstenen.

Knockin' on Heaven's Door skulle spilles live, når han blev båret ud af Ansgar Kirke - og der blev sat navn på de personer, der skulle bære kisten. 

Vennerne og livet i den lokale fodboldklub betød alt, så Tobias ville begraves i klubdragten fra Asaa Boldklub - med blandt andet pokaler og et brev fra sin lillebror i kisten.

Han ville også gerne begraves på Almen Kirkegård i Aalborg, for som han sagde til sin far:

- Tæt på Skovdalen. Så kan jeg få en masse koncerter med ...

- Igennem årene er det blevet lidt lettere at mødes, fortæller Tobias' far, Karsten Eriksen. Foto: Claus Søndberg

Tobias ligger på et dobbelt gravsted, hvor der også er plads til en 80-årig bedstemor, der ligeledes vil kiste-begraves, når den tid kommer - og der er også plads til forældrenes to urner længere ude i fremtiden.

- Det var en hård, men smuk dag, da han blev begravet - og lige i Tobias' ånd, siger hans far, Karsten Eriksen.

"Vi skal ikke hjem, vi skal videre" kunne både være en sætning, som Tobias brugte i nattelivet eller på fodboldbanen, men da han trak vejret sidste gang 9. april 2018 klokken lidt over tre om eftermiddagen, blev den også aktuel for forældrene Ulla og Karsten Eriksen - og Tobias' lillebror, Kristoffer.

For hvordan skulle de komme videre?

Guld værd

En af de ting, der har hjulpet familien, er de årlige komsammener med Tobias' gamle venner.

Allerede to dage efter Tobias' død inviterede ægteparret hele bekendtskabskredsen hjem til sig.

- Vores hjem har altid været åbent for Tobias' venner. Det var en meget, meget hård dag for alle. Vi synes, det var naturligt at gøre, men bagefter snakkede vi med flere forældre til de unge mennesker. De fortalte, at det var guld værd for dem at mødes på den måde - det var jo unge mennesker, der måske lige var flyttet hjemmefra og boede for sig selv, fortæller Karsten Eriksen.

Det er nu en fast tradition, at en halv snes personer mødes på Tobias' fødselsdag, 8. september. Først på gravstedet ved Ansgar Kirke, inden de sætter kursen mod Nørresundby, hvor Ulla og Karsten Eriksen er vært for lidt mad, drikke og udveksling af minder - og nyheder siden sidst. Forleden mødtes de for femte gang.

8. september i år mødtes nogle af de gamle kammerater på Tobias' gravsted på Almen Kirkegård i Aalborg. Tobias ville være fyldt 27 år denne dag. Foto: Claus Søndberg

- Igennem årene er det blevet lidt lettere at mødes. Der er kommet mere glæde ind i det, når vi mødes. Tobias fik masser af kanel på gravstedet, da han fyldte 25 år - og jeg er ret sikker på, at han også vil få peber, når han fylder 30 år, siger Karsten Eriksen.

Turen på kirkegården rundes hvert år af med en øl, pizza og udveksling af minder hos Tobias' forældre, der i 2019 flyttede fra Agersted til Nørresundby. Foto: Claus Søndberg

Sendt hjem fra arbejde

Karsten er indkøber ved Forsvaret, mens Ulla er pædagog i Dybvad - i slutningen af 80'erne flyttede de sammen i den lille landsby Agersted, hvor de fik to drenge, Tobias og Kristoffer.

Først boede de lidt ude på landet, men flyttede senere ind i et hus i byen, så drengene kunne komme tættere på kammeraterne.

Fodbolden kom til fylde meget af hverdagen for Tobias, og næsten alle sine aktive fodboldår tilbragte han i den nærliggende Asaa Boldklub, hvor faren også var træner.

De gamle kammerater har fået lov til at stille denne mindesten op på Tobias' gravsted. Foto: Claus Søndberg

Mens faderen er AaB- og Liverpool-fan, så sværgede Tobias til Brøndby og Everton - så der var godt gang i fodbold-snakken derhjemme.

Karsten Eriksen husker en episode for nogle år siden:

- Brøndby skulle møde AaB i Aalborg, så vi fyldte bilen med unge mennesker, der stort set alle var Brøndby-fans. Vi satte os tæt på udebane-afsnittet, men drengene begyndte at råbe ret grimme ting - som de andre Brøndby-fans. Og så blev jeg lidt sur. Da vi kørte hjem, spurgte de, om vi ikke skulle på McDonald's, som vi plejede, når vi havde været til fodbold, men der sagde jeg altså nej - og sagde også, at det var slut med at tage til fodbold. Men der gik ikke så lang tid, så var vi af sted igen ... 

Tobias Eriksen blev 22 år. Privatfoto

Årene gik, bunkevis af timer blev brugt med kammeraterne i klubben, og Tobias tog en uddannelse på handelsskolen, men i maj 2015 - da Tobias var 19 år - ringede alarmklokken første gang.

- Han boede stadig hjemme og var kommet i lære hos Sportsmaster i Dronninglund. En dag skrantede han og var træt, men tog alligevel på arbejde. Han har altid været meget pligtopfyldende - men sidst på formiddagen ringer han hjem og fortæller, at han er blevet sendt hjem fra arbejde, siger Karsten Eriksen.

Senere samme dag kommer han til lægen, som sender ham videre til sygehuset i Aalborg, hvor han får konstateret leukæmi.

Foto: Claus Søndberg

Efter flere måneders behandling - den foregår i Aarhus - begynder det ifølge faderen at lysne.

Der går længere og længere tid mellem behandlingerne, og i slutningen af 2016 bliver Tobias også udlært med lidt forsinkelse på grund af sygdommen.

- Og 2017 bliver et godt år for ham: Han får arbejde hos Sportsmaster i City Syd, flytter til Aalborg i en ejerlejlighed i Helgolandsgade, hvor kæresten også flytter ind - og det år er de to også på ferie sammen i Tyrkiet, fortæller Karsten Eriksen.

Karsten Eriksen: - Tobias fik kanel på gravstedet, da han fyldte 25 år - og jeg er ret sikker på, at han også vil få peber, når han fylder 30 år. Foto: Claus Søndberg

Overlevelses-chancerne for den type leukæmi, Tobias havde, er ifølge faderen ret høje - men:

- Ved juletid i 2017 blev han syg, men vi snakkede om, at det måske var på grund af en kemo-behandling. Han har nu nok haft det værre, end han har fortalt os - og jeg tror, det var fordi, han ville fejre nytåret med sine venner med en god fest, gisner Karsten Eriksen.

Og det ender da også med, at Tobias må forlade festen og tager hjem i sin lejlighed - og ryger i en ambulance til Aarhus. Tobias har fået et tilbagefald, og det er værre fat end første gang, viser det sig.

Han er stort set indlagt uafbrudt frem til sin død 9. april 2018.

Trivedes ikke som tilskuer

Når Karsten Eriksen kigger tilbage, så er der mange personer, der har gjort en forskel for både Tobias og forældrene.

Det gælder blandt andet Asaa Boldklub, som også stillede med fanebærere ved begravelsen.

I klubben spottede man hurtigt, at Tobias, der i 2015 ikke kunne spille på grund af sin sygdom, ikke trivedes i rollen som tilskuer.

Han blev i stedet tilbudt at blive holdleder for mandskabet - og senere hjælpetræner for klubbens andethold.

- Der betød alverden for ham, at de inkluderede ham. På den måde var han stadig en del af holdet, og der var ikke noget, han hellere ville, lyder det fra Karsten Eriksen.

- Nogle ganger sætter jeg mig på granitbænken på gravstedet. Så sidder jeg og tænker, hører musik eller snakker med Tobias - og så er jeg i godt humør, når jeg går derfra, fortæller Karsten Eriksen.  Foto: Claus Søndberg

Tobias gik ind i klub-arbejdet med liv og sjæl, og ved 2017-afslutningen i klubben blev han kåret som årets leder.

Det betød også alverden, at vennerne besøgte ham på skift, når han var indlagt og i behandling. Også kusinen Nicoline var en hyppig gæst - og støtte til forældrene, da de var indlagt sammen med sønnen og skulle have hjælp til at vaske tøj, så de kunne koncentrere sig om det væsentligste.

Kasten Eriksen deler roser ud til flere andre sider - og det er ham blandt andet magtpåliggende at nævne sønnens arbejdsplads.

- Da han blev syg første gang, var beskeden: "I skal ikke spekulere på noget. Lærepladsen er der også, når han er rask." Og da han fik tilbagefald, var beskeden også bare, at der altid ville være et job til Tobias. Det er jo virkelig skønt, at han og vi ikke skulle bekymre os om det midt i alt det andet, siger faderen.

Indsatsen fra den lokale boldklub flugter også godt med, at Asaa for nylig blev kåret som Årets Landsby - med henvisning til, at man er gode til at tage hånd om hinanden i lokalsamfundets foreningsliv.

- Som forældre er vi evigt taknemmelige over, at klubben og Tobias' kammerater har været med til at give ham et så godt forløb som muligt i det tre år lange sygdomsforløb. Det vil vi aldrig glemme - jeg kunne jo se, hvad det betød for ham, siger faderen.

Gennem tre år var Tobias meget af tiden i behandling på sygehuset i Aarhus, hvor familie og kammerater var flittige til at besøge ham. Privatfoto

- Vi er glade for livet, men vi er heller ikke bange for at sige, at vi hver eneste dag savner en dreng. Hvis jeg kører bil og Knockin' on Heaven's Door kommer i radioen, kan jeg godt begynde at græde. Men der er ikke noget galt i at blive ked af det - det skal bare ikke blive en stor knude, der fylder det hele. Og i modsætning til forældre, der mister et barn med et fingerknips, så nåede vi jo at sige farvel til vores dreng. Men selv om vi skal videre, som Tobias altid sagde, så vil vi jo aldrig glemme vores dreng, lyder det fra Karsten Eriksen.

Og videre er ægteparret også kommet ved at flytte til Nørresundby, hvor de har et godt fællesskab med de andre beboere i et par af blokkene på Julius Posselts Vej ved fjorden, ligesom de bruger en del af deres fritid på at hjælpe PTSD-ramte veteraner via samvær og forskellige former for motion.

Livsgnisten har også fået ekstra brændstof fra uventet kant: Tobias' lillebror Kristoffer blev far få måneder efter storebrorens død.

- Det er en fantastisk glæde at få et barnebarn. Alfred, som han hedder, er nu tre år, og vi har ham også med på gravstedet en gang imellem, så han kender Tobias, fortæller Karsten Eriksen.

Få uger efter Tobias' død blev der spillet en turneringskamp, som blev til en minde-kamp for "Tubbe", som Tobias blev kaldt. Entré-indtægterne gik til de efterladte, der brugte pengene som tilskud til en gravsten. Privatfoto.

En sidste hilsen fra boldklubben i Asaa. Privatfoto.

Gav altid første omgang

Vi runder denne fortælling af med at give ordet til en af Tobias' venner, Mathias Bukdahl, der også var med ved sammenkomsten hos Tobias' forældre i Nørresundby forleden:

- Det betyder meget for mig, at vi kan mødes på den måde - det binder os sammen, at vi kan mødes og tale om gamle dage og snakke om, hvad vi laver nu. Det er selvfølgelig også rart at se Tobias' forældre, siger Mathias, der gik i folkeskole med Tobias, som han også spillede fodbold med fra de var helt små.

- Han er bedre til at holde fødselsdag end os andre, konstaterer han med et glimt i øjet med henvisning til, at Tobias nu på sin egen måde har samlet flokken fem år i træk.

Mathias husker Tobias som en glad og energisk fyr.

- Han ville virkelig livet. Der var gang i ham, når vi var i byen, og han var også meget gavmild: Det var altid ham, der gav første omgang, lyder det fra kammeraten, der også beskriver Tobias som en super god fodboldspiller, der i øvrigt var angriber.

Foto: Claus Søndberg

Den sidste øl

Mathias har kørt rundt med en tom dåseøl i sin bil i godt fire år - og det er der en helt særlig grund til:

- Før Tobias døde, havde han været ved grænsen og købe øl - måske havde han tænkt sig at holde en fest, men det nåede han ikke. Så da vi var samlet første gang efter hans død til fødselsdag hos forældrene, drak vi nogle af øllene. Jeg fik en med i hånden, da vi gik - og den tomme dåse satte jeg i bildøren. Det var jo den sidste øl, jeg fik af Tobias. Og jeg føler nærmest, at jeg vil køre galt, hvis jeg smider den væk nu - det er som om, at den er med til at holde hånden over mig, lyder det fra Mathias.

Derfor ligger der den dag i dag en tom dåse Slots Classic - nu i handskerummet - i Mathias' bil.

For selv om han jo godt nok skal videre, så glemmer han aldrig Tobias.

Kræftdiagnoser

Det begyndte med en lille bule under knæet - nu ved Mikkel ikke, om det er forsvarligt at stifte familie

---

Foto: Claus Søndberg