Dårlige odds på nordjysk Michelin-stjerne
Danske Spil giver odds 5 på, at Ruths Hotel i Skagen får en Michelin-stjerne på mandag
Opdateret kl. 18:39
SKAGEN: Når uddelingen af Michelin-stjerner finder sted på mandag, kan en af stjernerne lande hos Ruths Hotel i Skagen.
Det vurderer Danske Spil, som dog ikke er vildt optimistisk på den nordjyske restaurants vegne.
- Vi ved, at Ruths Hotel gastronomisk ikke er så langt væk fra resten af Michelin-restauranterne. Men selvom Michelin-guiden er begyndt at bevæge sig udenfor København, så er vi usikre på, om anmelderne helt har opdaget Nordjylland. Derfor har vi odds 5 på, at Ruths Hotel får en Michelin-stjerne på mandag, siger Peter Emmike Rasmussen, der er odds-ansvarlig i Danske Spil.
Til sammenligning får man odds 1,35 på, at Falsled Kro på Sydfyn høster en stjerne.
- Det er altid vanskeligt at sætte odds på uddelingen af Michelin-stjernerne, for det er omgærdet af så meget mystik og hemmelighedskræmmeri. Men vi har vovet pelsen og rørt i gryderne og sat odds på flere restauranter i Danmark og på antallet af uddelte stjerner, siger Peter Emmike Rasmussen.
Danske Spil betegner 2017 som et flot gastronomisk år, hvor Rigsfællesskabet høstede hele 29 Michelin-stjerner. Men altså endnu ingen til Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.