Dacia Jogger dumper i sikkerhedstest
Nok en gang er en Dacia dumpet i den store crashtest hos Euro NCAP. For tre måneder siden var det Dacia Spring, der rystede sikkerhedseksperterne med sin elendige sikkerhed og etstjernede testresultat. Nu er den gal igen
Opdateret kl. 12:06
SKIDT: Dacia er billigere end konkurrenterne. Og det er der måske en ubehagelig forklaring på. I hvert fald slipper en ny Dacia igen bemærkelsesværdigt skidt fra en crashtest. Det er den fælleseuropæiske forbrugerorganisation Euro NCAP, der har smadret en række bilmodeller, og den nye test er hård ved Dacia Jogger, der dumper med bare én stjerne.
Kongerigets billigste syvpersoners bil har kollisionssikkerhed langt under middel, ringe sikkerhed for bløde trafikanter og fravær af elementære sikkerhedssystemer.
Den nye familievenlige Dacia Jogger er en såkaldt MPV med plads til syv og er langt hen ad vejen bygget på samme platform som Dacia Sandero, der sidste år kun klarede sig til to Euro NCAP-stjerner. Tilsvarende faldt Dacias lille elbil, Dacia Spring, også helt igennem sidste år med bare én stjerne.
En enkelt stjerne betyder, at der er utilstrækkelig beskyttelse af fører og passagerer, og hos FDM er man klar i kritikken.
- Det er efterhånden svært at finde ord for Dacia, når det kommer til sikkerheden. Dacia Jogger er ingen undtagelse. Mest beskæmmende er det, at Dacia selv ikke lægger skjul på, at sikkerhed ikke er noget, mærket prioriterer. Det kan være udmærket at ville lave billige biler, men når det går ud over sikkerheden, er det et problem, siger Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør hos FDM Motor og FDM’s repræsentant i Euro NCAP.
- Dacia Jogger virker på mange områder ellers som en helt fornuftig bil, men at lancere en ny bil med så lavt et sikkerhedsniveau i 2022 er en ommer, og hos FDM kan vi kun fraråde køb af bilen, siger Søren W. Rasmussen.
Den nye Dacia Jogger står over for en dansk introduktion i næste måned, og den erstatter den bedagede Lodgy, der faktisk var første Dacia herhjemme, da mærket holdt sit indtog i 2013, men ligeledes Logan MCV. Begge var biler, der ligeledes fik skarp kritik for sikkerheden, da de blev testet.
Bilen er som nævnt baseret på Dacia Sandero, og deres struktur er praktisk talt identisk. Euro NCAP sammenlignede begge køretøjer for at bekræfte, at Dacia Sandero Stepway-resultaterne kan anvendes på Jogger, og udførte yderligere test, hvor det var nødvendigt.
Hos Dacia i Danmark er man da også ærgerlig over et skidt resultat.
- Dacia Jogger er jo lavet på samme måde som Sandero, men man har valgt at pille selealarmen ud af det bageste bagsæde, og det koster altså en stjerne, siger Søren Hyltoft, som er pressechef.
Dacia mener, at bilens grundlæggende sikkerhedsniveau er i orden.
Heldigvis er der også mere positive resultater i den seneste test.
Honda HR-V, som klarer sig til de maksimale fem stjerner, og DS 4 fra Citroëns fine søstermærke. Den luksuriøse franskmand er testet i to udgaver, med og uden sikkerhedspakke med en bedre nødbremse, til henholdsvis fire og fem Euro NCAP-stjerner.
- Selv i grundudgaven er DS 4 en meget sikker bil med en flot kollisionssikkerhed og også god sikkerhed for både de mindste passagerer og bløde medtrafikanter. Og så er alle sikkerhedssystemer standard, naturligvis. Men det er ærgerligt, at DS ikke har valgt at gøre den bedste udgave af sikkerhedsudstyret til standard i alle udgaver. De fleste bilproducenter har for længst valgt kun at levere deres biler med ét højt sikkerhedsniveau, der er standard i alle udstyrsvarianter. Det burde et ambitiøst mærke som DS også gøre, siger Søren W. Rasmussen.
Euro NCAP har testet biler siden 1997 og har løbende strammet kravene til nye bilers sikkerhed. Det har drevet bilindustrien til at udvikle stadig sikrere biler.
Euro NCAP tester bilernes sikkerhed i fire kategorier: voksensikkerhed, barnesikkerhed, fodgængersikkerhed og sikkerhedssystemer. Især inden for den sidste kategori sker der en stor udvikling i disse år, og Euro NCAP har skærpet kravene til assistentsystemer som netop automatisk nødbremse, vognbaneassistent og fartbegrænser.
- Dacia Jogger: 1 Euro NCAP-stjerne
- DS 4: 4 Euro NCAP-stjerner
- DS 4 – m. sikkerhedspakke: 5 Euro NCAP-stjerner
- Honda HR-V: 5 Euro NCAP-stjerner
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.