Dagplejer afviste at passe flygtningebarn
Thisted Kommune har afskediget en dagplejer, der undsagde værdisæt
Opdateret 30. november 2016 kl. 08:53
THY-HANNÆS: Thisted Kommune har afskediget en dagplejer, fordi hun nægtede at modtage et flygtningebarn, der var blevet anvist af pladsanvisningen.
Det bekræfter Kjeld Klarborg Eskildsen, der er leder af den kommunale dagpleje.
Da det er en personalesag, kan han ikke udtale sig om den konkrete sag, men overordnet kan han sige følgende:
- Vi har et værdigrundlag, hvor der står, at vi skal søge et tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Vi vil kendes for at være fordomsfri og respektere forskellige værdier og normer.
- Så kan jeg selvfølgelig ikke acceptere, hvis en medarbejder undsiger det værdisæt.
Fyringen er berettiget
Kjeld Klarborg Eskildsen siger, at det ville ødelægge dagplejens ry som et professionelt dagtilbud, hvis der kom en fortælling om, at det var ok at sige nej til et barn på grund af etnicitet.
Hos fagforbundet FOA Thisted-Morsø, der organiserer dagplejerne, har sagen om den afskedigede dagplejer i Thisted Kommune også været drøftet.
Rent principielt er der ikke noget at komme efter. Fyringen kan ikke betegnes som uberettiget.
- Dagplejerne er ansat til at passe de børn, der er, uanset om de hedder Peter eller Muhammed, fastslår afdelingsnæstformand Leif Vestbjerg-Nielsen, FOA Thisted-Morsø.
Ifølge FOA og Thisted Kommune er der ikke andre eksempler på, at en dagplejer har afvist børn med en bestemt baggrund.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.