EMNER

Danfish International sprænger rammerne

Når fiskerimessen Danfish International løber af stablen 7.-9. oktober, bliver det med et rekordstort messeareal, en lang række nye spændende udstillere og med kongelig åbningsceremoni

Foto: Danfish
Foto: Danfish

AALBORG: Når Aalborg Kongres & Kultur Center åbner dørene for dette års Danfish International 7. oktober, er det 24. gang en af verdens mest betydende messer for udstyr og services til fiskeriet foregår.

Både danske og udenlandske udstillere står klar til at præsentere alt fra net, trawl, tov, motorer, elektronik, navigations- og kommunikationsudstyr, til opbevaringsudstyr, procesudstyr, redningsudstyr og meget mere på den populære fiskerimesse, som forventes at tiltrække omkring 15.000 besøgende fra hele verden.

Siden 2011 har der sideløbende med Danfish været afholdt akvakulturmessen Danaqua, og den er også i år en del af programmet, hvor danske såvel som udenlandske leverandører til akvakultursektoren får en eksponeringsmulighed på dansk grund.

Stor omsætning og mere plads

Danfish International 2015 er estimeret til at generere en omsætning på 39,8 mio. kr. fra udstillere og besøgende.

Marketingchef Peter Hermansen fra Visit Aalborg er ikke i tvivl om messens betydning.

- Danfish-messen er uden konkurrence den aktivitet, der inden for erhvervsturismen giver den største omsætning for Aalborg og Nordjylland, siger Peter Hermansen.

Der har været stor interesse fra udstillerne for standene til dette års fiskerimesse, og derfor kunne Aalborg Kultur & Kongres Center forholdsvist tidligt melde tæt på udsolgt.

Tidligere år har messearealet talt hele 9000 kvadratmeter, men på grund af den store efterspørgsel bliver den midlertidige mobilhal udvidet med en tilbygning i år.

Messearealet bliver derfor forøget med i alt 500 kvadratmeter, så der bliver plads til alle udstillerne, som kommer fra omkring 25 forskellige lande.

Royal åbning

Der kommer kongeligt besøg til Aalborg, når Danfish åbner 7. oktober.

Hans kongelige højhed Prins Joachim har nemlig officielt sagt ja til at åbne dette års fiskerimesse. Hans kongelige højhed Prins Joachim åbner Danfish International kl. 11.00, mens dørene til messen åbnes kl. 10.00.

Hans kongelige højhed Prins Joachim har siden 2007 været protektor for Danfish International, og han har ved flere lejligheder fremhævet den store og betydende rolle, Danfish har fået internationalt samt det succesrige seminarprogram, som er med til at give en dybere indsigt i fiskeindustrien.

Den ekstra store interesse fra dette års udstillere kommer fra hele verden.

Aalborg Kultur & Kongres Center præsenterer derfor nogle nye spændende navne på udstillerlisten til Danfish 2015.

Fra Storbritannien har SRS Frigadon Ltd. meldt sin ankomst, og de kan blandt andet præsentere den fremtidige generation af miljøvenlige nedkølingssystemer.

Fra Polen står AJ GROUP SP. Z.O.O. klar til at fremvise udvalget af professionelt vandtæt tøj, og Fibras Industriales S.A. fra Peru som producerer net, tov m.m. til fiskeindustrien og vil også være at finde som en af de nye udstillere på Danfish International.

Den markedsførende danske virksomhed indenfor skibsmaling, Hempel A/S, vender i år tilbage som udstiller på messen efter nogle messers fravær.

Stor VIP delegation

Alle nye udstillere til dette års Danfish International kan sammen med de resterende udstillere vente besøg af den omkring 100 mand store delegation af nøgleindkøbere, som bliver inviteret til messen under det såkaldte VIP-Program. Indkøberne bliver identificeret i samarbejde med Eksportforeningen og består af relevante kunder fra flere end 20 lande.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden