Danish Crown fyrer chefen for svinekødsdivisionen
Det glippede for adm. direktør Jesper Friis at finde sig til rette i organisationens mange kulturer
RANDERS: Danish Crown har valgt at lade samarbejdet med administrerende direktør for svinekødsdivisionen DC Pork, Jesper Friis, ophøre, oplyser selskabet.
Jesper Friis tiltrådte for godt to år siden i den svære opgave som ansvarlig for svinekødsproduktionen i Danish Crown – en division med en omsætning på godt 30 mia. kr.
- To år er ikke lang tid, og det er med beklagelse, at vi er nået frem til beslutningen, siger Group CEO Kjeld Johannesen, og fortsætter:
- Jesper Friis har bragt nytænkning ind i koncernen, og vi havde håbet, at vi over tid også kunne nå hinanden, når det handler om den komplekse ledelsesmæssige opgave, som omfatter mange forskellige kulturer i DC Pork, men det synes vi ikke er lykkedes, siger Kjeld Johannesen.
Han understreger, at årsagen til samarbejdets ophør hverken har baggrund i Jesper Friis’ finansielle resultater eller i enkeltstående begivenheder.
Hovedrolle ved lukninger
Den afgående direktør har flere gange i det forløbne år spillet en stor rolle i slagterikoncernen i forbindelse med slagterilukningerne i Fåborg, Skærbæk og i Rønne, skriver nyhedsbrevet FødevareWatch.
Jesper Friis var blandt andet en af hovedrolleindehaverne bag redningen af Danish Crown-slagteriet på Bornholm, hvor han fra Danish Crown-siden optrådte som hovedforhandler.
Han stod længe stejlt på et krav om 8 pct. lønnedgang til de bornholmske slagteriarbejdere, men efter meget lange forhandlinger i starten af juni fandt parterne i stedet frem til en model, hvor man bla. ved hjælp af en lovændring oprettede et medarbejderinvesteringsselskab, hvor de ansatte indskyder 3,5 pct. af lønnen med mulighed for at få pengene tilbage senere.
Både Fødevareforbundet NNF og de lokale tillidsfolk har været stærkt kritisk indstillede overfor Jesper Friis, fortæller FødevareWatch.
Kjeld Johannesen ind
I første omgang flyttes det overordnede ledelsesmæssige ansvar til Danish Crown-koncernes administrerende direktør Kjeld Johannesen, men den daglige ledelse varetages af ledere i DC Pork.
- Vi vil nu tage fat på sammen med en række fagligt meget dygtige direktører at se på, hvordan vi kommer videre – både på den korte og den lange bane, siger Kjeld Johannesen.
Jesper Friis fratræder per 1. februar, men står til rådighed i den kommende periode.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.