Danish Crown lukker afdeling i Sæby
Slagtninger flyttes til andet slagteri i koncernen
SÆBY: Danish Crowns slagtninger af søer i Jylland skal fremover ske i Skærbæk. Det betyder, at so-afdelingen på slagteriet i Sæby lukker, og det kommer til at berøre 29 medarbejdere .
Svineslagteriet i Sæby har hidtil haft en mindre andel af so-slagtningerne, og de indstilles i forbindelse med den øgede effektivisering til flytning til so-slagteriet i Skærbæk. Lukningen af so-afdelingen i Sæby vil berøre 29 medarbejdere, som bliver omfattet af reglerne for virksomhedslukning.
- Vi forventer at kunne tilbyde langt de fleste medarbejdere andet arbejde på slagteriet i forbindelse med naturlig afgang, men der kan forekomme kortere ledighedsperioder, fortæller direktøren for DC Pork, Jesper Friis.
Slagteriet i Sæby slagter i dag 48.000 svin om ugen og har 800 medarbejdere.
Markedet for so-slagtninger i Danmark er forholdsvis begrænset, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse. Derfor har det været en udfordring at få tilført tilstrækkeligt mange søer til at sikre en effektiv og rentabel drift af slagteriet i Skærbæk. En af vejene til at udnytte kapaciteten i Skærbæk bedre er at samle alle Danish Crowns so-slagtninger i Jylland på slagteriet i Skærbæk.
- Medarbejderne har været både iderige og konstruktive i bestræbelserne på at finde løsninger, som kan nedbringe omkostningerne i Skærbæk. Det har jeg utrolig stor respekt for, og derfor er vi selvfølgelig også klar til at investere i forbedringer på slagteriet, siger Jesper Friis.
So-slagteriet i Skærbæk slagter årligt 240.000 søer, mens der i Sæby slagtes cirka 90.000.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.