Danmark mast på fysikken
Værterne fra Serbien kyste Jan Pytlicks mandskab til første VM-tab

Pernille Holmsgaard blev holdt godt nede af det serbiske forsvar. Den tidligere Aalborg DH-spiller scorede blot et enkelt mål. Foto: Jan Christensen/FrontzoneSport Scanpix Denmark
NIS:Det danske håndboldlandshold er kommet under pres ved VM i Serbien, efter at holdet tabte et stort drama til værterne.
Danmark havde ellers chancen for at udligne i kampens sidste angreb, men Line Jørgensens afslutning blev klaret af Serbiens målvogter Katarina Tomasevic.
Dermed skal danskerne besejre Brasilien med to mål for at vinde den indledende gruppe, som er holdets målsætning, og som formentlig vil give en nemmere modstander i 1/8-finalen.
Danskerne var forberedt på et fysisk slagsmål i den intime arena i Nis, og det var præcis, hvad de fik i de 60 minutter, som ingen kunne misunde det spanske dommerpar at lede.
Publikum blev holdt hen i åndeløs spænding helt indtil de sidste minutter af en kamp mellem to helt jævnbyrdige hold, der nægtede at trække sig ud som taber.
Det var tydeligt, at de danske spillere havde sidste års EM-nederlag til samme modstander frisk i erindring, for danskerne optrådte fra start mere afklaret og med mere konsekvens end for 12 måneder siden.
Der blev taget fat i forsvaret, og det varede mere end syv minutter, før hjemmeholdet fik scoret første gang - også fordi målvogter Rikke Poulsen viste stærkt spil mellem stængerne.
Men det djævelske ved at møde et hold som Serbien er, at det hele tiden er i stand til at æde sig ind i kampene på rå vilje og stor fysik.
Danskerne truede med at trække afgørende fra ved 19-17 midtvejs i anden halvleg, men oplagte chancer blev brændt, og så var hjemmeholdet igen klar til at slå tilbage.
Fem serbiske scoringer på stribe gjorde det til 22-19 til hjemmeholdet, og det blev lige akkurat for meget for de rødhvide, der skal revanchere sig fredag mod Brasilien.
KAMPFAKTA:
Pausestilling:12-12
Mål for Danmark: Maria Fisker 4, Louise Burgaard 4, Kristina Kristiansen 3, Jane Schumacher 2, Mette Gravholt 2, Ann Grete Nørgaard 2, Stine Jørgensen 2, Majbritt Kviesgaard 1, Pernille Holmsgaard Larsen 1, Line Jørgensen 1.
Udvisninger: Serbien 4, Danmark 6
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.