Danmark

102.000 elkunder mistede strømmen mandag formiddag

Klokken 10.20 gik strømmen for over 100.000 elkunder i hovedstadsområdet. 50 minutter senere havde alle strøm.

Storcentret Rødovre Centrum blev mandag formiddag ramt af strømnedbrud. I alt var 102.000 elkunder uden strøm, oplyser Radius. (Arkivfoto).
Storcentret Rødovre Centrum blev mandag formiddag ramt af strømnedbrud. I alt var 102.000 elkunder uden strøm, oplyser Radius. (Arkivfoto). Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:48

Der har mandag formiddag været et større strømnedbrud i hovedstadsområdet.

Ifølge presseansvarlig i Radius Philip Brønnum Olesen har 102.000 elkunder været uden strøm.

Han oplyser, at elkunderne mistede strømmen omkring klokken 10.20 mandag formiddag.

Efterfølgende blev kunderne løbende genforsynet med strøm, og klokken 11.10 havde alle igen strøm i stikkontakten, oplyser Radius.

Radius driver det elnet, som forsyner en million hjem og virksomheder i hovedstadsområdet, i Nordsjælland og på dele af Midtsjælland.

Ifølge Philip Brønnum Olesen skyldtes nedbruddet en fejl på en transformerstation i Ejby ved Rødovre.

- Vi har haft et planlagt arbejde derude, som giver en fejl. Da fejlen opstår, udløser det en ustabilitet i elnettet, som betyder, at de 102.000 kunder mister strømmen, siger han.

P4 Trafik skrev tidligere, at der var meldinger om sorte lyskryds i blandt andet Rødovre, Glostrup, Ballerup, Bagsværd, Gentofte og Lyngby.

Desuden skal storcentret Rødovre Centrum ifølge TV 2 Kosmopol også have været ramt af nedbruddet.

Også Frederiksberg Hospital blev mandag formiddag ramt af strømnedbrud. Det oplyser hospitalet til TV 2 Kosmopol.

Nedbruddet på hospitalet varede i et par sekunder, før nødgeneratorer gik i gang, lyder det. Ingen patienter er blevet påvirket.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden