Danmark

1600 unge møder ind til længere værnepligt første mandag i august

Snart tropper unge danskere op på landets kaserner til den forlængede værnepligt. Alle er frivillige.

Værnepligtige tyvstartede den længere værnepligt tilbage i februar på Haderslev Kaserne. Mandag 3. august følger 1600 unge trop. (Arkivfoto).
Værnepligtige tyvstartede den længere værnepligt tilbage i februar på Haderslev Kaserne. Mandag 3. august følger 1600 unge trop. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:27

Unge mænd og kvinder, der skal igennem 11 måneder i trøjen, når den nye værnepligt begynder, har første dag mandag den 3. august.

Det fremgår af en presseinvitation fra Forsvarskommandoen.

På dagen møder 1600 unge op på kaserner rundt om i landet. Alle de værnepligtige er frivillige, fremgår det.

Det er den fulde opstart af den nye værnepligt. I februar tyvstartede 120 unge den forlængede tjeneste i Slesvigske Fodregiment i Haderslev.

De værnepligtige er fordelt ud på 14 tjenestesteder over hele landet. I Den Kongelige Livgarde er værnepligten én måned længere, så de unge gardere skal bære uniformen i et år.

Med forsvarsforliget for 2024-2033 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at værnepligten skal forlænges til 11 måneder. Tjenestetiden består af fem måneders basisuddannelse og seks måneders operativ tjeneste.

Alle, uanset køn, vil fremover automatisk få en indkaldelse til Forsvarets Dag, når de fylder 18 år.

Den forlængede tid i baretten gør, at de unge soldater kan indgå ved siden af de fastansatte og løse nogle af de samme opgaver.

Blandt andet skal et hold værnepligtige i Haderslev bytte den jyske kulde ud med den arktiske, når de sendes til Grønland for at deltage i øvelsen "Arctic Endurance".

Meningen med forlængelsen er netop, at de unge skal kunne løse operative opgaver. Det har chefen for værnepligtsprogrammet, oberst Kenneth Strøm, fortalt til Ritzau i juni.

- Hvis man skal bruge de værnepligtige i operative opgaver, er man nødt til at have en større uddannelse i rygsækken, siger Kenneth Strøm.

Værnepligtige fra Livgarden indgår allerede i dag i operative opgaver som væbnet bevogtning af de kongelige slotte og palæer og synagogen i Krystalgade i København.

Antallet af værnepligtige skal fra 2033 øges med omkring 2000 til i alt 6500 om året.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden