20.000 husstande i Roskilde måtte undvære strømmen
Et problem med en transformerstation har gjort, at 20.000 husstande manglede strøm i Roskilde.
Opdateret kl. 22:09
20.000 husstande i Roskilde måtte undvære strømmen i nogle timer, inden den kom tilbage omkring klokken 22 torsdag aften.
Det skriver TV 2 og DR, der har været i kontakt med elnetselskabet Radius.
Radius har forklaret, at der var problemer med en transformerstation i udkanten af Roskilde i retning mod Hedehusene.
Det er ikke første gang i løbet af de seneste måneder, at et større område i Danmark har været ramt af et strømnedbrud.
I slutningen af august manglede 102.000 elkunder strøm i hovedstadsområdet en mandag formiddag.
Dengang skyldtes det en fejl på en transformerstation i Ejby ved Rødovre.
Radius driver det elnet, som forsyner knap en million hjem og virksomheder i hovedstadsområdet, i Nordsjælland og på dele af Midtsjælland.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.