Danmark

22-årig dansker er fundet død ved fronten i Ukraine

Udenrigsministeriet fortæller i en mail til TV 2, at en 22-årig dansk soldat er død ved fronten i Ukraine.


Opdateret kl. 08:33

Antallet af danskere, der er døde eller savnet i krigen i Ukraine, er nu oppe på seks.

Det fortæller Udenrigsministeriet i en mail til TV 2, efter at en 22-årig mand er død ved fronten i krigen mod Rusland. Det skriver tv2.dk.

Det er uvist, hvornår og under hvilke omstændigheder den 22-årige er omkommet.

Ministeriet vil af hensyn til sin tavshedspligt ikke komme med flere detaljer i sagen.

Danmark er en af de største bidragydere, når det gælder militær støtte til Ukraine.

Støtten er dog givet i form af enten militært udstyr eller penge til indkøb af det. Danske soldater har også trænet ukrainske kolleger i at benytte det nye materiel.

Der har ikke været indsat danske soldater ved fronten i Ukraine. Flere danskere har dog deltaget i krigen på ukrainsk side som frivillige.

For nogles vedkommende er det sket i den militære enhed International Legion for the Defence of Ukraine.

Ekstra Bladet fortalte i begyndelsen af i år, at to danskere fra den internationale enhed var meldt savnet i Kursk-regionen.

Det skulle være sket i forbindelse med det ukrainske angreb på Kursk-regionen i slutningen af november 2024.

En brite, der blev taget som krigsfange af russerne i forbindelse med angrebet, har på en videooptagelse fortalt, at de to danskere formentlig er døde i kamp.

I oktober 2023 bekræftede Udenrigsministeriet, at en dansk mand midt i 20'erne, der var frivillig soldat for Ukraine, var blevet dræbt i forbindelse med et russisk raketangreb nogle uger tidligere.

Han fungerede indtil sin død som paramediciner og ambulancefører.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden