22 ukrainere har søgt asyl i Danmark siden russisk invasion

Første foreløbige optælling viser, at 22 ukrainere har søgt asyl i Danmark siden torsdagens russiske invasion.

Der er foreløbigt registeret 22 asylansøgninger fra ukrainere i Danmark siden torsdag, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet tirsdag i et opslag på Twitter.

Det er den første opgørelse af den slags, siden Rusland invaderede Ukraine natten til torsdag.

Ministeriet oplyser, at optællingen inkluderer flere personer, der allerede opholdt sig i Danmark inden torsdag. Derudover er der tale om et foreløbigt tal, understreger ministeriet.

- Danmark vil hjælpe med humanitær støtte til Ukraine, vi vil hjælpe landene omkring Ukraine, og vi står også selv klar til at huse ukrainere i denne situation, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i en skriftlig kommentar.

- Nogen er kommet hertil visumfrit, og indtil videre ser det ud til, at de fleste vælger at bo hos venner eller familie, mens kun et fåtal søger asyl.

- Men vi står klar til at huse folk på asylcentrene, hvis det bliver relevant, og så vil myndighederne selvfølgelig sørge for tag over hovedet, en seng at sove i og tre måltider om dagen.

Ukraine har en aftale om visumfrihed. Derfor kan ukrainere med et biometrisk pas rejse frit ind i Danmark i 90 dage, uden at de behøver at ansøge om asyl, før den periode udløber.

Man har udstedt biometriske pas i Ukraine siden 2015. I Danmark har alle nyudstedte pas siden 2012 været biometriske. Her har man afgivet fingeraftryk.

Der kan være ankommet flere ukrainere, som agter at søge om asyl, uden at de endnu har indleveret ansøgningen.

De danske myndigheder er begyndt at forberede sig på, at krigshandlingerne i Ukraine vil føre til flygtninge, hvoraf nogle også vil komme til Danmark.

Eksempelvis tog Udlændingestyrelsen torsdag aften kontakt til kommunerne for at høre, om de havde ekstra bygninger, der om nødvendigt kunne bruges til indkvartering.

Aabenraa Kommune har eksempelvis fundet et nedlagt plejehjem, der vil kunne komme i spil. I Herning kan det gamle sygehus bruges.

Mattias Tesfaye har givet udtryk for, at Danmark er forberedt på at kunne tage imod 20.000 ukrainere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.