Danmark

760.000 DR-radioudsendelser fra 90'erne og 00'erne bliver tilgængelige

Det Kongelige Bibliotek udvider DR-arkiv med masser af radio fra 1989 til 2005 - blandt andet "Tæskeholdet".

Medarbejdere på Det Kongelige Bibliotek i København har klippet og metadataregistreret hundredtusindvis af radioudsendelser fra DR, så de kan søges frem og afspilles i bibliotekets DR-arkiv. (Arkivfoto).
Medarbejdere på Det Kongelige Bibliotek i København har klippet og metadataregistreret hundredtusindvis af radioudsendelser fra DR, så de kan søges frem og afspilles i bibliotekets DR-arkiv. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:04

760.000 radioudsendelser fra DR bliver over de kommende uger tilgængelige for offentligheden i Det Kongelige Biblioteks DR-arkiv.

Det skriver Det Kongelige Bibliotek i en pressemeddelelse.

De hundredtusindvis af radioudsendelser er fra perioden 1989 til 2005 og kommer både fra DR's P1, P2 og P3.

Det omfatter blandt andet "Morgennisserne", som kunne høres i radioen fra 1969 til 1996, samt 90'er-satireprogrammet "Tæskeholdet".

Udsendelserne er blevet klippet op og metadataregistreret af medarbejdere på Det Kongelige Bibliotek, så de nu kan søges frem og afspilles i arkivet.

Det er den største udvidelse af arkivet, siden Det Kongelige Bibliotek åbnede det i marts 2025. Det er også første gang, at mange af udsendelserne bliver digitalt tilgængelige for danskerne.

Direktør på Det Kongelige Bibliotek Bente Skovgaard Kristensen kalder det i pressemeddelelsen "helt særligt, at vi nu kan give offentligheden adgang til så mange timers radiohistorie".

- Radioen har gennem generationer været danskernes fælles lydspor - fra morgenradio i køkkenet til satire, debat og musik, der har samlet os på tværs af landet, lyder det.

I 2026 ventes arkivet at rumme radio tilbage fra 30'erne og tv tilbage til 50'erne.

De første af de nye udsendelser er allerede at finde i arkivet, mens flere tilføjes over de kommende uger, oplyser biblioteket.

Arkivet er tilgængeligt på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside og er åbent for alle.

På den måde kan borgere dykke ned i udsendelser, der ikke har været almindeligt tilgængelige, siden de først blev udsendt.

Både ældre udsendelser og de nyeste udsendelser kommer løbende til, inden DR-arkivet står helt færdigt. Ifølge Det Kongelige Biblioteks hjemmeside er man indtil videre nået 38 procent af vejen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden