Danmark

Affaldsindsamlere skal undersøge omfang af e-cigaretter

Når Naturfredningsforeningen afholder sin årlige affaldsindsamling, skal der særligt indsamles e-cigaretter.

30 procent af danskerne siger, de har set e-cigaretter henkastet på gaden eller i naturen, viser en Epinion-undersøgelse foretaget for Danmarks Naturfredningsforening. (Arkivfoto).
30 procent af danskerne siger, de har set e-cigaretter henkastet på gaden eller i naturen, viser en Epinion-undersøgelse foretaget for Danmarks Naturfredningsforening. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Børn og voksne skal fra mandag undersøge omfanget af e-cigaretter smidt i naturen.

Det sker, når Danmarks Naturfredningsforening afholder sin årlige affaldsindsamling.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Mere end 180.000 tusinde børn og voksne er tilmeldt affaldsindsamlingen.

Indsamlingen begynder mandag den 31. marts og slutter søndag den 6. april.

Affaldsindsamlerne opfordres til at tælle antallet af e-cigaretter, de finder.

Dermed kan naturfredningsforeningen danne sig et overblik over, hvor omfattende skraldetypen er i naturen.

Der er specifikt tale om de e-cigaretter, der fungerer som engangsprodukter - også kaldet puffbars.

Normalt er e-cigaretter genanvendelige, hvor puffbars kun har et bestemt antal sug, før de løber tør for smag.

Herefter smides de ud. Og en del af dem ender i naturen.

Det er et problem, da e-cigaretterne indeholder både miljøfremmede kemikalier, elektronik og et lithiumbatteri.

- Ud over at det er et voldsomt ressourcespild at lave batteridrevne engangsprodukter på denne måde, er det også dybt problematisk, når e-cigaretterne ender i skraldespanden eller i naturen, siger Susanne Svenné, der er miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, i pressemeddelelsen.

Det er dog ikke farligt for børn at indsamle den slags affald, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

- E-cigaretter er ikke farlige at røre ved. Primært er det en affaldstype, der kan være problematisk, hvis den ender og nedbrydes ude i naturen, og når den ender i restaffald, hvorved den kan gå til forbrænding.

30 procent af danskerne siger, de har set e-cigaretter henkastet på gaden eller i naturen, viser en Epinion-undersøgelse foretaget for Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden