kommune

Analyse viser kommunale forskelle i antal af ældresygeplejersker

Sundhedsministeren varsler en national kvalitetsplan, der skal sikre ensartede behandlinger i kommunerne.

En analyse fra Indenrigs- og Boligministeriet viser store forskellige i antallet af sygeplejersker til ældre borgere i de danske kommuner. (Arkivfoto).
En analyse fra Indenrigs- og Boligministeriet viser store forskellige i antallet af sygeplejersker til ældre borgere i de danske kommuner. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Der er stor forskel på antallet af sygeplejersker til at tage sig af de ældre rundt omkring i landets kommuner.

Det viser en analyse Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed.

Det skriver Jyllands-Posten.

I de ti af landets kommuner, hvor der er færrest sygeplejersker per ældre borgere over 65 år, er der 4,4 sygeplejersker per 1000 ældre.

I de ti kommuner, hvor der er flest sygeplejersker til de ældre, er der 10,5 sygeplejersker per 1000 ældre.

Kjeld Møller Petersen, der er sundhedsprofessor ved Syddansk Universitet, kalder forskellene meget bekymrende.

- Det er meget uheldigt og bekymrende, at sygeplejedækningen er tyndest i de områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj grad af psykosociale udfordringer, siger han til Jyllands-Posten.

Han henviser også til, at der i fremtiden kommer langt flere ældre.

Ifølge avisen findes der ikke umiddelbart data, der viser, at antallet af sundhedspersonale og kvaliteten i ældreplejen hænger sammen.

Dog mener Kjeld Møller Pedersen, at jo flere kompetencer, der er i ældreplejen, jo bedre bliver behandlingen.

Antallet af kommunale sygeplejersker er i perioden fra 2013 til 2021 steget med 13 procent, men de seneste år er der dog sket et fald i antallet af både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

I mange kommuner er det svært at fastholde sygeplejerskerne, viser analysen desuden.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger til avisen, at analysen bekræfter, at der er en udfordring med at skaffe sundhedspersonale i Danmark.

Derfor skal en Kommission for Robusthed i Sundhedsvæsnet sørge for bedre rekruttering og fastholdelse i sektoren.

Ministeren siger desuden, at der vil komme en national kvalitetsplan. Den skal blandt andet skal sikre bedre sammenhæng og ensartede behandlinger i sektoren.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening (KL) til analysen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden