Danmark

Anmelder: Superman er en god superheltefilm med masser af hjerte

"Superman" er instrueret af James Gunn, der tidligere har instrueret flere film i Marvel-universet.

David Corenswet spiller Superman i den nye film af samme navn, der fik premiere i danske biografer 10. juli. (Arkivfoto).
David Corenswet spiller Superman i den nye film af samme navn, der fik premiere i danske biografer 10. juli. (Arkivfoto). Daniel Cole/Reuters

Opdateret kl. 13:34

Den nye film "Superman" er en rigtig god superheltefilm med masser af hjerte.

Sådan lyder det i en anmeldelse af Politiken, der kvitterer med fem hjerter.

- Superman er ikke usårlig, og filmen minder os om det oftere, end den husker os på hans superhelteevner. Han har store sprækker i sin rustning, og han kan synge lange bange sange, skriver avisen i anmeldelsen.

Filmen fik premiere 10. juli og er instrueret af den amerikanske instruktør James Gunn.

Han har tidligere instrueret de tre Guardians of the Galaxy-film, som Marvel står bag.

Superman-karakteren hører hjemme i DC-universet.

Jyllands-Posten kalder valget af James Gunn som instruktør for forfriskende.

- I en tid, hvor deres store konkurrent Marvel har svært ved at finde et nyt greb på sit filmiske univers, lader det til, at investeringen i James Gunn giver pote.

- Nu har han fået ansvaret for at få konkurrentens forretning (DC, red.) på rette køl, og DC har i den grad også mange gode superhelte, der sagtens kan tåle at få lidt humør, kulør og galskab ind i fortællingerne igen, skriver avisen.

Jyllands-Posten, der har givet filmen fire stjerner, skriver desuden, at det virker som en god idé, at DC starter forfra med en lettere, sjovere og mere menneskelig udgave af Superman-karakteren.

Berlingskes anmelder mener derimod, at Superman har en flad personlighed. Filmen får tre stjerner.

- Vi ved, hvordan det hele ender, og hvordan Superman gerne vil have, at det ender: Forudsigeligt, trygt og i noget med en kvadratisk forhave, hvor vi kan pleje vores middelklasseværdier.

- En superhelt må gerne have lidt større ambitioner, hvis han skal redde verden fra endnu en depression. I hvert fald i den moderne tid, skriver avisen.

Superman spilles af amerikanske David Corenswet, mens skurken Lex Luthor spilles af britiske Nicholas Hoult.

Den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric medvirker også i filmen. Han spiller karakteren Vasil Glarkos, som Superman kommer på kant med.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden