Antal af voksne på adhd-medicin er næsten fordoblet på seks år

I 2021 er antallet af voksne, der får adhd-medicin, oppe på 51.000. Samtidig er der et stort mørketal.

Antallet af personer over 18 år, der får medicin mod opmærksomhedsforstyrrelsen adhd er næsten fordoblet fra 2015 til 2021.

Det skriver Politiken på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

I 2015 fik 26.000 personer over 18 år medicin mod adhd, mens det i 2021 var steget til 51.000.

Grunden til, at antallet af voksen, der bliver medicineret mod adhd, er steget så meget, er ikke, at adhd er en ny lidelse blandt voksne, fortæller Per Hove Thomsen, der er professor i psykiatri ved Aarhus Universitet.

- Alle de voksne, der får diagnosen, er født med adhd og har dermed levet med adhd hele deres liv uden at vide det.

- Men i dag er der et øget fokus på, at adhd ikke er noget, man vokser fra, og derfor bliver flere voksne opmærksomme på, at det kan være det, der gør, at de har svært ved at klare hverdagen, siger han.

Blandt adhd-symptomerne for voksne er blandt andet vanskeligheder med at planlægge og gennemføre opgaver, store emotionelle udsving og uophørlig tankeaktivitet, der ikke kan stoppes.

Særligt de seneste to år er antallet af medicinerede voksne steget, og stigningen er særligt stor blandt de 25 til 64-årige.

For to år siden fik 19.000 i alderen 25-44 år medicin. Det er nu steget til over 26.000 personer, hvilket er en stigning på cirka 40 procent. Stigningen findes blandt både mænd og kvinder.

Adhd ligger i generne og er arvelig. Og det er et typisk scenarie, at forældre i forbindelse med deres børns udredning finder ud af, at de måske selv har adhd.

På trods af den store stigning er der stadig et stort mørketal. Det anslås, at cirka 2,8 procent af verdens voksne befolkning opfylder kravene til en diagnose med adhd.

Passer det, opfylder omkring 135.000 voksne personer i Danmark kriterierne til at få diagnosen. Opmærksomhedsforstyrrelsen giver stor risiko for, at man får andre psykiske lidelser som angst og depression.

Desuden er der øget risiko for, at man udvikler misbrug, hvis ikke man bliver medicineret.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.