Beklager - du må vente til næste år

PSYKOLOGHJÆLP:Unge lades i stikken, fordi puljen til psykologhjælp er alt for lille.

I 2021 blev en forsøgsordning med gratis psykologbehandling til unge i alderen 18-24 år med depression eller angst gjort permanent.

Evalueringen af forsøgsordningen viste bl.a., at flere af de unge, som benyttede sig af forsøgsordningen, kom fra forældre på kontanthjælp, ligesom de oftere havde været i kontakt med psykiatrien. Så udover at ordningen er med til at sikre, at unge kan få let og tilgængelig psykologbehandling og således fastholde dem i uddannelse og arbejde, så sikrer den også, at nogle af de mest udsatte unge får en god og effektiv behandling.

Problemet er blot, at der er afsat alt for få midler til ordningen.

I sidste uge måtte jeg afvise endnu en ung kvinde, der henvendte sig for at få psykologsamtaler.

Hun var henvist af sin praktiserende læge til behandling for moderat depression. Men fordi hun tilhørte aldersgruppen 18-24 år, og jeg allerede har en del behandlingsforløb med unge i denne aldersgruppe, må jeg ikke tage hende i behandling før næste år, hvis behandlingen skal ske med tilskud fra sygesikringen.

 Sagen er nemlig den, at jeg som psykolog højst må en omsætning på 140.000 kr. om året, når det drejer sig om unge mellem 18-24 år med enten en depression eller angstlidelse.

Det svarer blot til en 10-13 unge pr. år, afhængig af hvor lange forløbene er.

Dansk Psykologforening anslår, at 12.500 unge kan få gratis psykologbehandling hver år, mens omkring 10.000 står på venteliste.

En del psykologer har ventetider på mindst 26 uger, men vi er mange som kan tage flere unge ind til næste år.

Den unge kvinde var da heller ikke overrasket over min ventetid, hun havde nemlig haft kontakt til andre psykologer, der ligesom jeg havde lukket for tilgangen i år.

Jeg håber, at der er nogen ansvarlige og handlekraftige politikere, der er opmærksomme på den aktuelle problemstilling.

Regeringsgrundlaget kunne antyde det, for her står der, at man vil ”… gennemføre en gennemgribende modernisering af psykologsystemet, så det matcher det ændrede sygdomsbillede, hvor flere lider af angst og depression, og så patienterne sikres egentlige rettigheder til hurtig behandling. Styrkede digitale tilbud og geografisk tilgængelighed indgår som væsentlige parametre i moderniseringen.”

Jeg for min del prøver at understøtte den sidste del gennem videokonsultationer og anbefalinger af tilbud med online-terapi, hvor det er relevant. Spørgsmålet er blot, om vores politikere er rede til at tage deres del af ansvaret.

Jeg kan godt blive lidt skeptisk, når man ser på forløbet omkring Psykiatriplanen, og at der i finanslovsforslaget ikke er nævnt noget om flere midler til psykologbehandling af unge med ét ord.

Sker der ikke noget på dette område, vil unge med depression og angst blive taberne.

De vil være plaget af deres lidelser i unødigt lang tid, flere vil komme i kontakt med psykiatrien, og mange vil droppe ud af uddannelse og arbejde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Mia-sagen: Nu skal vidnerne afhøres
Luk