Bibliotekernes udlån faldt markant sidste år

Bibliotekerne blev i 2021 ramt af coronanedlukninger, og det kan ses på antallet af udlån. Fald på 19 procent.

Der har under de sidste års coronanedlukning igen været en markant nedgang i antallet af udlån hos landets biblioteker, viser nye tal fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Der har under de sidste års coronanedlukning igen været en markant nedgang i antallet af udlån hos landets biblioteker, viser nye tal fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Bibliotekerne var blandt de kulturinstitutioner, der i perioder af 2021 måtte lukke helt for publikum, da coronapandemien var på sit højeste herhjemme.

Det kan ses på de udlånstal, som Danmarks Statistik har offentliggjort onsdag.

De viser, at antallet af udlån i 2021 udgjorde 17,4 millioner, hvilket er 4,1 millioner lavere end året før.

Det svarer til en tilbagegang på 19 procent.

Det sker endda, på trods af at udlånet allerede i 2020 var faldet betragteligt. Sammenligner man 2021 med 2019, er faldet på 41 procent.

Tallene kommer ikke som en overraskelse for formand for Danmarks Biblioteksforening Paw Østergaard Jensen, som også er byrådsmedlem i Albertslund Kommune for Socialdemokratiet.

Både på grund af corona, men også fordi det er en udvikling, der har været set gennem flere år.

- Jeg tror ikke, det fysiske udlån kommer tilbage på det niveau, det har været på før. Jeg tror, at tendensen er - som vi har set før - at udlånene flytter sig til de digitale og netbaserede platforme, siger han.

Ser man på bibliotekernes digitale tilbud, har tilbagegangen været knap så markant.

Lægger man antallet af sidevisninger på folkebibliotekernes websites og apps sammen, lå niveauet i 2019 på 157 millioner.

Det faldt til 146 millioner i 2020, mens det lå på 141 millioner sidste år.

Ifølge Paw Østergaard Jensen er der i dag store lånebegrænsninger på bibliotekernes onlineplatforme, fordi det koster i bibliotekernes budgetter, hver gang et værk skal udlånes. Adgangen til det digitale bibliotek er desuden forskelligt kommunalt.

Står det til ham, skal det digitale bibliotek strømlines og være lige så frit tilgængeligt som det fysiske.

- Hele grundidéen med biblioteket er, at folk har lige og fri adgang. Hvis ting begynder at blive udgivet på en anden måde, så skal den adgang følge med, siger han.

Den nye statistik viser også, at antallet af besøgende i bibliotekerne er næsten halveret hen over de seneste to år. Desuden har der været afholdt langt færre arrangementer på bibliotekerne.

Det anslås, at 20 procent af den danske befolkning over 16 år benytter sig af bibliotekernes digitale tilbud.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden