Bilister skåner pengepung og klima ved at rykke sammen i bilen
Solobilister skaber køer, koster penge og belaster klimaet, så Vejdirektoratet vil have fokus på samkørsel.
Opdateret kl. 12:04
Knap 14 millioner bilsæder kører tomme rundt på de danske veje hver dag, og det er for mange, mener Vejdirektoratet.
Derfor sætter myndigheden med en ny kampagne fokus på at få flere til at køre sammen og deles om bilerne.
Afdelingsleder Andreas Egense fortæller, at der er meget at vinde for samfundet, hvis solobilisterne maser sig mere sammen.
- Hvis vi bliver bedre til at køre sammen, ville vi bidrage til at løse nogle af de store problemer, der er med trafikken, og det handler især om trængsel.
- Der er grænser for, hvor meget man kan gøre ved trængslen, men kører vi flere sammen, får vi løst en del af problemet. Også i forhold til både energiressourcer og klimabelastning vil det være en stor fordel at mindske antallet af biler på vejene.
Han peger også på privatøkonomi som et godt argument for at deles om bilerne.
Hvis man er to frem for én person i bilen og kører mellem Næstved og København, som er en strækning på i alt 176 kilometer tur/retur, vil begge personer spare mellem 81 og 147 kroner om dagen. Det afhænger af valg af biltype og brændstof.
Hvert år giver det en besparelse på cirka 18.000 til 32.000 kroner per person, viser tal fra Vejdirektoratet.
Tager to personer turen på 132 kilometer tur/retur mellem Odense og Kolding, kan det give besparelser på mellem 13.500 og lidt over 24.000 kroner per person.
Andreas Egense anerkender, at det kan virke besværligt at arrangere samkørsel.
- Man mister den fleksibilitet, man har, når man kører i sit eget køretøj og kan køre afsted, når man vil.
- Men det er også en udfordring, man med moderne teknologi kan overkomme med apps og Facebook-grupper, siger han og henviser til apps som GoMore, NaboGo og Ta' Med.
På Vejdirektoratets hjemmeside kan man også finde en oversigt over den nærmeste samkørselsplads.
Det er desuden muligt at beregne, hvor meget CO2 og hvor mange penge man sparer ved at køre sammen med andre.
For nogle kan en tur med en fremmed virke grænseoverskridende, og derfor skal man huske at forventningsafstemme, siger Andreas Egense.
- Man kan enten spørge til de spændende ting, vedkommende laver, men man kan også sagtens aftale, at man kører sammen, men uden at tale sammen, hvis man har brug for at samle tankerne om morgenen.
Kampagnen foreslår, at man kan tage udgangspunkt i emner som opvækst, sport eller musik, men også mere dybe spørgsmål som "tror du, der er et liv efter døden?".
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.