Borgere fik advarsel på sms om olieudslip i Sverige

Der er ikke umiddelbart risiko for, at et olieudslip i Sverige når danske strande, siger kommandocentral.

Fund af olie på flere strande nord for Helsingborg fik sent lørdag aften svenske myndigheder til at sende en advarsel ud, som flere danskere i Nordsjælland også har modtaget, hvis de har været på svensk netværk.

Det skriver TV 2 Lorry.

I sms'en står der, at der er sket et olieudslip i vandet langs kysten. Og at borgere skal holde sig fra kontakt med vandet.

Olien er fundet i et område lige nord for Helsingborg fra Hittarp til Höganäs tæt på Danmark.

De svenske myndigheder ved dog ikke endnu, om der er risiko for, at olien spreder sig til dansk farvand og danske strande.

For selv om den svenske kystvagt, Kustbevakningen, har haft et skib i Øresund i løbet af natten til søndag, er det ikke lykkedes at finde kilden til udslippet.

- Vi har haft et skib ude, der endnu ikke har fundet noget olie.

- Derfor flyver vi efter frokost over området med en helikopter, siger Eva Lindhé, der er kommunikationschef i Kustbevakningen, til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har desuden talt med Kommandocentralen i Danmark under Forsvaret. Her er man bekendt med fundet på de svenske strande, lyder det.

Men da Kommandocentralen ikke har kunnet se olien på satellitbilleder, oplyser det, at der ikke umiddelbart er risiko for, at olien kommer til Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.