vejr

Borgere melder om skypumper nær Langeland og Aarhus

Mandagens vejrforhold er gunstige for skypumper, melder DMI-meteorolog. Lokale skybrud kan forekomme.

En skypumpe opstår typisk i forbindelse med kolde luftmasser i højden over sommervarmt havvand. Her ses en skypumpe i Sargassohavet i 2007.
En skypumpe opstår typisk i forbindelse med kolde luftmasser i højden over sommervarmt havvand. Her ses en skypumpe i Sargassohavet i 2007. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flere steder i Danmark er der mandag observeret skypumper.

Det fremgår af billeder sendt til lokalmedier.

Ved Odder tæt på Aarhus har flere borgere set skypumper og sendt billeder til TV 2 Østjylland. Det samme gælder på Langeland, hvor borgere melder om skypumper til TV 2 Fyn.

Samtidig ventes der mandag eftermiddag lokale skybrud i flere dele af landet.

På Sjælland forventes de kraftigste byger, muligvis med hagl og torden.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) beskriver skypumper som et "relativt sjældent observeret vejrfænomen i Danmark".

En skypumpe opstår typisk i forbindelse med kolde luftmasser i højden over sommervarmt havvand.

Der er typisk rolige vindforhold bortset lokale kraftigere vinde omkring de bygeskyer, hvor skypumpen kan opstå.

Skypumper er nogle gange kun synlige i få minutter. Det kan ske, at de varer helt ned til 30 sekunder.

Vagthavende meteorolog Erik Hansen fortæller, at man hos DMI har noteret sig billederne af dagens skypumper.

Men i øvrigt fører man ikke statistik over dem.

- De er jo ikke så usædvanlige i Danmark, og forholdene er til det i dag, siger Erik Hansen.

Danske skypumper er sjældent på niveau med mere kraftige tornadoer i andre lande.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden