Danmark

Det britiske 90'er-funkband Jamiroquai gæster Tinderbox

Funkbandet Jamiroquai, der fik sit gennembrud i 90'erne, er blandt de navne, der spiller på Tinderbox 2026.

Jamiroquai, med forsanger Jay Kay i front, har spillet på flere festivaler i Europa gennem årene - blandt andet i Prag i 2023. I 2026 gæster bandet Tinderbox. (Arkivfoto).
Jamiroquai, med forsanger Jay Kay i front, har spillet på flere festivaler i Europa gennem årene - blandt andet i Prag i 2023. I 2026 gæster bandet Tinderbox. (Arkivfoto). Vit Simanek/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:55

Det britiske funkband Jamiroquai gæster den fynske festival Tinderbox i 2026.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Jamiroquai, med forsangeren Jay Kay i front, blev dannet i starten af 90'erne i London og har siden hittet med numre som "Virtual Insanity" og "Cosmic Girl".

- Det er umuligt at stå stille, når Jay Kays bløde vokal og de groovy toner flyder ud af højttalerne, og der er ingen tvivl om, at hele Tusindårsskoven kommer til at synge med, når Jamiroquai fortryller og forbinder hele pladsen, skriver Tinderbox i pressemeddelelsen.

Forsanger Jay Kay er det eneste medlem af bandet, der har været med helt fra begyndelsen, hvor bandet i årenes løb har haft skiftende medlemmer.

Jamiroquai har ifølge bandets hjemmeside solgt over 27 millioner album på verdensplan.

Bandet har desuden Guinness-rekorden for det mest sælgende funkalbum med albummet "Travelling without moving", der blev udgivet i 1996.

Der er blevet solgt over 7 millioner eksemplarer af albummet globalt.

Det seneste album er fra 2017, hvorefter bandet ikke har været særligt aktive i forhold til at indspille ny musik.

Det skyldes blandt andet en rygskade til forsanger Jay Kay, der krævede medicinsk behandling, skriver bandet på sin hjemmeside.

Det er ikke første gang, at Jamiroquai lægger vejen forbi Danmark.

I 2017 spillede det britiske band til Smukfest.

Her fik bandet en blandet modtagelse af anmelderne, hvor B.T., Ekstra Bladet og Berlingske alle gav koncerten tre ud af seks stjerner.

Foruden Jamiroquai spiller også Aphaca, Rasmus Seebach og Pitbull til Tinderbox, der finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25. til 27. juni.

Billetsalget til festivalen starter fredag klokken 12.00.

Sidste år kunne festivalen melde udsolgt på partoutbilletter i februar, skriver Tinderbox.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden