Danmark

Broløb lammer trafik over Øresundsbroen og forlænger rejsetid

Der er søndag eftermiddag massiv kødannelse frem mod Øresundsbroen og forlænget rejsetid på op mod en time.

Broløbet sætter søndag sit præg på trafikken over Øresundsbroen, og der meldes om kødannelse på begge sider af broen, der forbinder Danmark og Sverige.
Broløbet sætter søndag sit præg på trafikken over Øresundsbroen, og der meldes om kødannelse på begge sider af broen, der forbinder Danmark og Sverige. 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:33

Der er søndag eftermiddag forlænget rejsetid på op mod en time over Øresundsbroen i forbindelse med halvmaratonet Broløbet over broen.

Det fremgår af hjemmesiden for Vejdirektoratets trafikinformationstjeneste.

Ifølge DR P4 Trafik er der massiv kø på Øresundsmotorvejen i begge retninger. I retning fra Danmark mod Sverige er der kø fra afkørsel 19 Ørestad.

Køen i retning fra Sverige mod Danmark begynder ifølge mediet cirka syv kilometer før betalingsanlægget.

Ifølge TV 2 Kosmopol er flere personer stået ud af bilerne midt på motorvejen. Mediets reporter på stedet har set folk gå med kufferter langs motorvejen for at komme frem til lufthavnen i Kastrup.

Trafikproblemerne mærkes også hos Bornholmslinjen, der sejler mellem Rønne og Ystad i Sverige.

- Der er kaos ude på Øresundsbroen, og ingen når frem til noget, siger rederiets kommunikationschef Jesper Maack til Bornholms Tidende.

Både biler og busser misser i stor stil de bestilte afgange, lyder det fra kommunikationschefen.

Broløbet 2025 med cirka 40.000 tilmeldte deltagere bliver afholdt i forbindelse med Øresundsbroens 25-års fødselsdag.

Broløbet begyndte klokken 10, og det var på forhånd meldt ud, at trafikken ville blive påvirket.

Broen er under løbet åben, men opererer med en reduceret hastighed og generelt forlænget rejsetid.

I tidsrummet fra klokken 13.30 til klokken 17.00 vil én kørebane være åben for biler i begge retninger.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden