Danmark

Chimpansepels og T-shirt fra Mogensens rumtur ender på auktion

Pengene fra salg af to unikke genstande, som dansk astronaut havde med på tur i rummet, går til naturfond.

Danske Andreas Mogensen var i 2023-2024 for anden gang på Den Internationale Rumstation. (Arkivfoto).
Danske Andreas Mogensen var i 2023-2024 for anden gang på Den Internationale Rumstation. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

To genstande, som den danske astronaut Andreas Mogensen havde med sig på sin seneste tur til Den Internationale Rumstation (ISS), kommer nu på auktion.

Det skriver auktionshuset Lauritz.com i en pressemeddelelse.

Det er tale om en såkaldt biodiversitetskugle, som Mogensen i sin egenskab af ambassadør for naturfonden Wild Nature Foundation havde medbragt.

Biodiversitetskuglen indeholder otte forskellige eksempler på biodiversitet, blandt andet chimpansepels, en sneuglefjer, en honningbi og en såkaldt isua-sten fra Isuakasia i Nuuk Fjord i Grønland.

Sidstnævnte sten betragtes som en af de ældste sten i verden og indeholder kulstofpartikler, som forskere mener, er produceret af organismer for 3,7 milliarder år siden.

Den anden genstand, der kan erhverves af højestbydende, er en T-shirt, som Mogensen var iført under et liveopkald til rumstationen.

Pengene fra auktionen går ifølge pressemeddelelsen ubeskåret til Wild Nature Foundation.

Fonden er en nonprofitorganisation, der er grundlagt af National Geographic-fotograferne Helle & Uri Løvevild Golman.

Lauritz.com donerer ligeledes gebyr og salær fra auktionerne til formålet, fremgår det.

- Det er en enestående chance for os som auktionshus at være en del af noget, som er større end os selv, og samtidig kunne bidrage til at gøre en forskel, siger vicedirektør Anders Gudmundsson i pressemeddelelsen.

Andreas Mogensen var i august 2023 og frem til marts 2024 på sin anden mission til Den Internationale Rumstation.

Under den seks måneder lange mission gennemførte han flere eksperimenter og havde rollen som kommandør for rumstationen.

Auktionen finder sted 6. marts 2025, men man kan allerede nu byde på de to genstande.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden