Copenhagen Pride mindes ofre for angreb i Oslo

Om en uge begynder Copenhagen Pride 2022. Oslo Pride går forrest i paraden for at mindes angrebet i juni.

Copenhagen Pride 2022 har temaet "frihed" og hylder dem, der mistede livet uden for en LGBT-bar i Oslo i juni. (Arkivfoto). <i>Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Copenhagen Pride 2022 har temaet "frihed" og hylder dem, der mistede livet uden for en LGBT-bar i Oslo i juni. (Arkivfoto). Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Når Copenhagen Pride marcherer gennem København om en uge, går repræsentanter fra Oslo Pride forrest. Paraden mindes angrebet i juni uden for en LGBT-bar i Oslo, der endte med, at paraden blev aflyst.

- Da Oslo Pride måtte aflyse paraden, tilbød vi dem øjeblikkeligt at komme til København og gennemføre en parade sammen med os, fortæller forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen.

Copenhagen Pride varer ni dage fra 13. til 21. august. I år sættes der fokus på diskrimination af LGBT-personer i Danmark og i udlandet, herunder skyderiet i Oslo, der kostede to personer livet og sårede 21.

Efter angrebet anholdt det norske politi en 43-årig norsk mand af iransk afstamning. Han er sigtet for terror, men nægtede at afgive forklaring ved retsmødet i slutningen af juni. Han sidder nu varetægtsfængslet.

Copenhagen Pride har et tæt samarbejde med de nordiske Pride-organisationer, og Oslos placering i paraden er et udtryk for solidaritet.

- For at give dem mest muligt opmærksomhed har vi sat dem allerforrest i paraden. Det viser, at der er solidaritet i bevægelsen, også på tværs af landegrænser, siger Lars Henriksen.

Flere end 130 arrangementer er på programmet til Copenhagen Pride, og næsten 60 virksomheder og organisationer støtter begivenheden, der har fundet sted hvert år siden 1998. Den første Pride fandt sted i 1996.

Netop opbakningen fra andre Pride-organisationer er ifølge Lars Henriksen afgørende for at understrege, at Prides over hele verden står sammen.

- På en måde er vi verdens største menneskerettighedsbevægelse med de mange Prides, der er over Jorden om året. Det her sender et klart og tydeligt signal om, at Oslo har Københavns fulde opbakning, siger Lars Henriksen.

Paraden vil foregå lørdag 20. august klokken 13.00. 30.000 personer deltager i paraden fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhusplads, og organisationen forventer, at 250.000 tilskuere vil overvære paraden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.