Cyberkriminalitet

Cybersikkerhed øger mindre virksomheders konkurrenceevne

Rapport viser, at 72 procent af de mindre virksomheder oplever konkurrencefordele ved fokus på cybersikkerhed.

Truslen fra cyberkriminalitet mod Danmark er meget høj. Det vurderer Center for Cybersikkerhed. Alle, både virksomheder og privatpersoner, kan blive udsat for cyberkriminalitet. (Arkivfoto).
Truslen fra cyberkriminalitet mod Danmark er meget høj. Det vurderer Center for Cybersikkerhed. Alle, både virksomheder og privatpersoner, kan blive udsat for cyberkriminalitet. (Arkivfoto). Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Flere virksomheder oplever, at fokus på cybersikkerhed øger deres konkurrenceevne.

Det viser en ny rapport fra Industriens Fond, der udkommer torsdag.

Rapporten "Cybersikkerhed og konkurrencefordele blandt danske SMV'er 2023" har set nærmere på små og mellemstore virksomheders (SMV'er) forhold til cybersikkerhed.

Her svarer 72 procent af de adspurgte mindre virksomheder, at de oplever én eller flere konkurrencefordele som følge af de tiltag, virksomhederne har indført for at styrke cybersikkerheden gennem de seneste to år.

Malene Stidsen er leder af Industriens Fonds cyberprogram. Hun er glad for, at flere virksomheder er begyndt at forstå værdien af cybersikkerhed.

- Det viser, at rigtig mange virksomheder har fået øjnene op for, at det ikke kun er en stor trussel, vi står over for, men at det også giver dem nogle konkurrencefordele, siger Malene Stidsen og fortsætter:

- Det kan være alt fra mere effektive arbejdsgange, fordi man nytænker sine arbejdsprocesser, til at man opnår mere tillid fra kunder og samarbejdspartnere eller bestyrelse og investorer. Og så kan vi se, at virksomhederne har bedre mulighed for at beholde gamle kunder og tiltrække nye.

I år har der været særligt fokus på cybersikkerheden i SMV'ernes værdikæder.

Det er også et fokuspunkt for en stor del af landets SMV'er.

Rapporten viser, at 61 procent oplever, at cybersikkerhed er vigtig eller meget vigtig, når der skal vælges underleverandører.

Det er andet år, at Industriens Fond udarbejder deres cyberbarometer.

919 virksomheder har svaret på undersøgelsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden